x
King's Light Infantry : Spot, Pickup Scenen, Århus

King's Light Infantry , Spot, Pickup Scenen, Århus

King's Light Infantry : Spot, Pickup Scenen, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der er så lidt kant i det unge århusianske band King's Light Infantry, at bandet nærmest opløser sin egen energi i et søvndyssende middeltempo, vokaler i mellemleje og halvvejs vellykket eksekvering. Uforvarende er King's Light Infantry et symptom på indie goes mainstream-bølgen, hvor man tager høje guitarfigurer og sprødt, organisk trommespil og giver det en bred Kashmir- eller Coldplay-agtig appel og en fyldig melankoli med forudsigelige (om end gode) melodier og en blødrocket vokal i forsanger Matthias Slots ellers udmærkede version af slagsen.

Når det så er sagt, så har de tidligere Starfighter-finalister faktisk skruet nogle halvgode melodier sammen, som primært stammer fra deres nyligt udgivne debut-ep, "Crops". Kvintetten lagde fra land i sikker stil på "In The Dirt Of This Town" og radiosinglen "Home", men kunne ikke rigtigt holde kadencen, da langsomme instrumentale passager og i det hele taget lidt kedeligt guitar- og basspil tog tempoet ud af koncerten. Det er musik, der ikke flytter det helt store og på den måde passede fint, da publikum også stod helt stille. Jojo, de lyttede da også godt med og klappede høfligt mellem numrene.

I små momenter løftede bandet lidt og flyttede sig ud mod grænserne, men det var i fremførslen af deres tidligere materiale, som de åbenbart havde valgt fra til den lidt polerede debut-ep-udgivelse. "Nighthingale" er mere opfindsomt og har en svagt klagende tone, mens arrangementet på "Cry Wolf" for koncerten enestående brugte Matthias Slots vokal a cappella. Hvorfor ikke mere af det?

Som upcoming band har King's Light Infantry stadig masser af plads og melodisk overskud til at udnytte mere af deres potentiale. Det værste, de kan gøre, er at hænge fast i det alt for sikre og pæne udgangspunkt, inden for hvilket de præsterer fint. Det er muligt, at de er lovende debutanter, men i Spot-ligaen efterlader King's Light Infantry stadig en masse mod at ønske.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA