x
Apollo : Spot, Musikhuset Århus, Rytmisk Sal

Apollo , Spot, Musikhuset Århus, Rytmisk Sal

Apollo : Spot, Musikhuset Århus, Rytmisk Sal

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Da første omkvæd, inden for det første minut, hamrede ud af salens - ellers velkvalificerede - PA-anlæg var tonen slået an, og i de 45 minutter pop-eventyret varede blev der ikke afveget fra den én eneste gang. Angsten blev ikke vækket, på intet tidspunkt var vi på gyngende grund. Alt var så velkendt, som når man efter ti timers alenesøvn ser sig selv i spejlet efter en helt, helt almindelig hverdag.

Det lød rundt regnet som tusind andre poprock-bands – især fra omkring årtusindskiftet – der har været højt oppe at vende for en kort bemærkning, for at vende tilbage til der, hvor alle de sørgende forglemmigejer dag ud og dag ind sidder og holder hinanden i hånden for ikke at blæse helt væk. Jeg kan godt forstå, at de klamrer sig til hinanden, men jeg kan alligevel ikke lade være med at håbe, at de får svedige hænder, glider fra hinanden, og nedbrydes til muld som andre – mere vedkommende – spirer kan slå rødder i.

Men ikke alle vil være enige med mig i dette. De otte teenagepiger foran scenen havde forsangeren noget nær tryllebundet med hans edder-poppe-spind, der var så fint vævet, at de små piger slet, slet ikke kunne slippe løs. Og det må man da også give ham, han opførte sig som en rigtig rockstar, og han piskede en ganske god stemning i vejret med simple virkemidler, som de arketypiske håndklap over hovedet, knyttede næver, og ned på hug med en hånd om mikrofonstativet – lidt a la Simple Minds Jim Kerr dengang de kæmpede med U2 om pladsen som verdens største rockband - og tabte.

For dem der var til deres første rockkoncert har det uden tvivl virket. Det var godt showmanship. Men i mine øjne og ører var det 45 minutters spild af tid.

Det var, kort sagt: kliché på kliché. Og det var alt, alt for højt, sikkert i et forsøg på at vække et eller andet i publikum med det mest primitive af alle musikalske virkemidler: høj volumen.

Aftenens næstsidste nummer var dog ganske godt, som et sødt lille sommerkys, der stak sine læber ud til os for en kort stund. De øvrige 40 minutter var absolut ligegyldige, som en bolchefabrik, der på fuld kværn hamrede den slags bolcher ud, som teenagepiger elsker at sutte på, men som vi gamle gnavpotter har fået i den gale hals alt for mange gange før.

Alt i alt en flad oplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA