x
Fallulah : Spot, Officersscenen, Århus

Fallulah , Spot, Officersscenen, Århus

Fallulah : Spot, Officersscenen, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Med ordene "Anywhere you take me/I just follow behind" hengiver Fallulah sig i "New York, You're My Concrete Lover": Koncertens sidste, sjoveste og måske bedste nummer, hvis man kun går efter den 25-årige forsangerindes stemme. Og hvorfor skulle man ikke det? Dansk-rumænske Maria Apetris vokal er nemlig den uregerlige larm og ustoppelige no nonsense-trafik, som trækker os ind i sangene og hende rundt i manegen.

Mellem numrene er hun sød, tilforladelig og endda nervøs. Det sidste påstår hun i hvert fald selv, og jeg tror på hende, men hendes stemme gør ikke. Syd for de flakkende øjne kaster den sig ud, alt for vild til sin ejer, og omgiver hende med en aura af lidenskab og beslutsomhed, som hendes sceneoptræden kun en gang imellem lever op til.

Klassisk med strøm på

Fallulah har ramt en åre mellem Balkaninspirerede temaer, en tyk, tung og dramatisk rytmesektion og luftigt, legesygt kor. Når hendes trommeslager Xian Foo og bassist Andreas Hjort føjer Martin Birksteen Olsens dybe synth til rytmesektionen og gynger grunden under hendes fødder, er det næsten som et klassisk crescendo med strøm på; soundtrack-dynamik manipuleret ned i en popskabelon.

Den slags har en anden ung, dansk sangerinde haft stort held med for nylig, nemlig Oh Land, og Fallulah har da også meget af hendes sans for effektive melodier, afmålt ahh-kor og hængende kunstpauser. Men hvor Nanna Øland Fabricius optræder med en scenevant disciplin og selvbevidsthed, der passer til den balletdanser, hun engang var, virker Maria Apetri, som om, hun ikke altid ved, hvordan hun skal lægge krop til den stemme, hun er udstyret med.

Giver whiskyen væk

Apetri har ellers også en baggrund som danser, men hvad end hun måtte have lært på sin barndoms østeuropæiske dansefestivaler eller på Broadway Dance Center i New York, hvor hun tilbragte et halvt år, vælger hun desværre ikke at vise det. "Want to forget what your hands used to do to me" fra P3s Ugens Uundgåelige "I Lay My Head" afføder dog et par hænder ned langs siden, og mere skal man måske ikke forlange af en sangerinde, der optræder sidst på en solskinsfyldt eftermiddag for et publikum halvt bestående af teenagepiger.

Men der er potentiale til mere. Den punkede "New York, You're My Concrete Lover" skriger på Karen O eller måske en udflippende Riot Grrrl. Men Fallulah henter den hjem på stemmen og ikke sindssygen. Selv den whisky, hun drikker flittigt af i starten, formentlig for at tæmme nerverne, må hun til sidst give væk til publikum. Det kommer ikke på tale at bunde flasken eller sprøjte sprutten ud over bandet.

Fallulah burde styre showet

Vildskab kunne ellers have reddet radiohittet "Bridges", som er det eneste nummer, hvor sikkerheden vakler lidt og påvirker stemmen. Det gør egentlig ikke så meget, at Fallulah ikke synger perfekt i et teknisk krævende omkvæd – vi ved jo godt, at hun har en fantastisk stemme - men at sangens sidste skrigende "Geronimo!" overhovedet ikke tror på sig selv og derfor hænger gevaldigt, både når det kommer til at ramme tonen og energien.

Her kan bandet ikke hjælpe hende, for Fallulahs fyre er ikke punkere, der skrigende kaster deres instrumenter rundt, hvis de ikke kan finde ud af at spille på dem. Alle fire er kompetente, opfindsomme og meget musikalske gutter, der er med på at synge kor (især Morten Søgaard, som har den mest frembusende falset), spille tamburin og spænde en bue hen over kontrabassen.

De siger ikke så meget, hverken til os eller hinanden, men til gengæld rammer de hver eneste rytmestød helt rent og driver alle numrene frem, planlagt og præcist. Det er et firkløver, der måske nok kan blive vildere og mere spontant, men som til gengæld har forstået, at det er Fallulah, der burde styre showet. Hvis hun kan styre sin stemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA