x
Esther Maria & The Song Horse: Spot, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Esther Maria & The Song Horse, Spot, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Esther Maria & The Song Horse: Spot, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Flere gange undskylder Esther Maria Brakl for sine triste sange, inden hun begynder på en ny trist sang. Hun siger ikke direkte ordet "undskyld", men alligevel skyller en større og større resignation ind på scenen, som koncerten skrider frem. Efter fjerde nummer udvandrer en del af publikum som på kommando. Det ser rimelig voldsomt ud i et rum, hvor alle sidder ned, og man derfor skal mase sig akavet ud mellem sæder og ben. Så lover Esther Maria, at der kun er to sange tilbage.

Optimistisk start

Det begynder ellers en smule mere optimistisk. Her kommer seks sange, to fra sidste års ep, "My Black Heart", og fire helt nye, forklarer hun publikum på engelsk, som om hun var til international afgangseksamen i countrysang. Hvilket hun måske er – hvem ved, om der et sted i salen sidder en manager eller pr-agent, der efter koncerten gerne vil hjælpe med at promovere hendes debutalbum i udlandet? Eller en journalist fra et prestigefyldt magasin, der kan få den tidligere jazzsangerindes navn ud til resten af verden? Sådan kan det gå på Spot Festival, og der er da et marked for triste sange, så hvorfor ikke få dem ud.

Optimismen holder ved under den første sang, hvor vi hører, at Esther Marias stemme lyder langt bedre live end på hendes ep. Mere drævende og gennemtrængende, bedre i stand til at fortælle de bittersøde eller dybt tragiske historier, som countrygenren er fuld af. Hun venter tungt med de afsluttende toner som en kvindelig Nick Cave fordybet i en murder ballad.

Endnu lægger man ikke så meget mærke til hendes band, der denne aften er skåret ned fra fire til to medlemmer: Søren Zahle Schou, der før har spillet med blandt andre Superjeg og Peter Sommer, og Torsten Cubel, der lagde studie til hendes musik og udstyrede hende med bandet The Song Horse.

Hvor er Bob Dylan?

Men efterhånden vænner man sig til stemmen og opdager i stedet, at den ikke har meget at arbejde med. Hverken når det kommer til tekst eller melodi, byder Esther Marias numre på tilstrækkeligt med indhold til, at hun kan dykke ned i dem, trække bitterheden og melankolien ud og komme op til overfladen med et holdbart resultat.

De bedste countrysange har fandenivoldske og udleverende tekster som den konstaterende martyrhistorie "To Daddy" fra Esther Marias egen heltinde Emmylou Harris eller som den moderne og personlige samtidskritik fra en mere alternativ countrymusiker, Jenny Lewis. De rimer helst ikke "arms above" på "arms of love" eller lader deres sange beskrive sig selv som "an ordinary tune with a sad melody".

Hvor er Esther Marias forbilleder, Bob Dylan og Woody Guthrie, i alt det her for slet ikke at nævne alle de forfattere, hun remser op på sin MySpace-side? Når sværvægtere som Orwell, Camus og William Blake står som inspirationskilder, er det lidt af en skuffelse at høre vers à la "my skin is cold to touch/and do I ask too much".

Gumpetung grund

Men er det derfor, koncerten ret hurtigt bevæger sig fra en forhåbning om insisterende nerve til en vished om, at næste sang bliver temmelig meget som den sidste? Nej, resignationen ligger mest i melodierne, der næsten alle er så godt som forglemmelige, og akkompagnementet, der får mig til at undres over, hvorfor i alverden konferencieren insisterede på at kalde Esther Maria & The Song Horse for alternativ country.

Guitarspillet er simpelt og ufængende, men alligevel overlæsset med to eller tre sæt strenge til den samme baggrundsmusik. På "Arms Above" er der tilløb til en ny og dirrende lyd, når Søren Zahle spænder et bånd af gennemtrængende synth hen over guitarerne og tilføjer countrystrømmen lidt støj, men for det meste er vi på gumpetung grund. Selv de to mest melodiske numre, "Heart Breaks Into Two" og den nye "We Are Stardust" fremføres så unødig trægt og uopfindsomt, at Johnny Cash's "Hurt" føles som Dolly Parton-singalong til sammenligning.

Ingen undskyldninger

Esther Maria behøver ikke undskylde for sine triste numre eller forsøge at gøre dem mere muntre, hvilket hun alligevel ikke er særlig god til; selv hendes forsøg på fællessang, "The Sing Along Song" taler om "misery". Til gengæld bliver hun nødt til at gøre elendigheden værd at lytte til med sangskrivning, der matcher hendes stemme. Ellers kan man lige så godt give op og tælle ned til slutningen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA