Sandra Hakky : Spot, Pickup Scenen, Århus

Sandra Hakky , Spot, Pickup Scenen, Århus

Sandra Hakky : Spot, Pickup Scenen, Århus

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

For få var nede at høre Sandra Hakky. Musikken blæste en stemning af svedig soul ud over et eftermiddagspublikum på gennemfart. Havde publikum været et tætpakket soulpublikum i natten, havde dette været en koncert på den del af tavlen med "Må ikke slettes". Folk skal vide, hvor godt det er. Herunder Sandra Hakky selv.

Hakky synger på dansk med egne tekster. Tekster, der strutter af selvtillid og attitude. Godt klaret for en pige i starten af tyverne. Og teksterne bliver sunget med samme selvtillid. Der var noget soulsanger af den gamle skole ved smilene til publikum og band. Og krukkeri og selvfedme var der absolut intet af. Det at synge soul med selvfølgelighed fik et blæret træk på den fede måde. Intet fraseringsonani her. Tonerne svedte bare alle sammen.

Soul af den gamle skole har internationalt fået et revival med folk som Duffy og Winehouse, men det virkede irrelevant at sætte koncerten i kontekst. Skidt med hvor moderne det er. Hvor ægte er det? Og det var netop ægte dybfølt soul. Og derfor var det en vinder.

Det medfølgende band havde en stor del af æren for dette. Dub var et fremmedord her. Bas og trommer var henholdsvis sammenbidte og smilende, a la "Hold kæft hvor er det fedt det her", mens de strammede garnet. Det var så tight, at funk dukkede op i spanden med beskrivelser.

Men der var også en keyboardspiller. Daniel hed han. Han sad på en forstærker og spillede på nogle gamle elektriske keyboards og andet legetøj. Og gjorde det med en selvfølge, som sad han der og skrællede kartofler. Alt imens fingrene fløj over tangenterne på så svedig vis, at Booker T havde nikket med hovedet.

Der var også en korsangerinde. Simone hed hun. Og en rigtig godte var hun. Som koncerten gled frem, glemte hun indimellem, hvornår hun skulle se ud, som om hun sang. En producer gjorde mere for koret, end hun gjorde. Men – ved det er forkert - hun blev egentlig bare sødere af at stå og se lidt fortabt ud indimellem. Rådet er – skift ikke Simone ud – lær hende at synge, og hvornår hun skal gøre det.

En anden idé er at tænke på pladsen mellem numrene. De kunne glide over i hinanden og ikke mindst – Sandra kunne stritte med langemand i snak, på samme måde som hun gør i sang. Hendes selvtillid bør stråle ud over det hele. For den er bestemt et aktiv for musikken. Det, vi fik, var pauser uden noget.

Det må anbefales, at høre Sandra Hakkys selvbetitlede debut fra november, forestille sig, hvor godt det kunne spilles live, og så tage til en af hendes koncerter med forventning om, at de vil blive indfriet.

 

Sandra Hakky kan opleves live følgende steder i den kommende tid:

02/06 – Nibe Festival – Nibe
05/06 – Rosenholm Festival – Hornsleth
08/07 – Vig Festival – Vig
24/07 – Langelands Festival - Rudkøbing


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA