x
Mimas : Spot, Pickup Scenen, Århus

Mimas , Spot, Pickup Scenen, Århus

Mimas : Spot, Pickup Scenen, Århus

Anmeldt af Jeppe Kiel Revsbech | GAFFA

Blodet løb som store stofdråber fra det knaldrøde hjerte, de fire medlemmer i Mimas hver især havde påsyet deres gule og violette hættetrøjer. Symbolikken var til at få øje på: Det er ikke så lidt hjerteblod, den århusianske kvartet lægger i musikken – og ikke så lidt af en forvandling, bandet som helhed har undergået.

Tidligere tog Mimas livtag med postrockens dyder, hvor særligt islandske Sigur Rós hang som en lidt for tydelig inspirationskilde over de klimakssøgende sangstrukturer. Nu om stunder er udtrykket imidlertid langt mere spraglet, spændstigt og spændende. Som en kollega på nærværende musikmedie noterede sig i sin anmeldelse af gruppens halvandet år gamle debutalbum, "The Worries":

"Nulrende, legesyge guitarer og jazzede trommer er dagens orden på "The Worries", men også delikate trompeter, Animal Collective-kor, strejf af electronica, Radiohead-fraseringer og meget mere."

Den myldrende beskrivelse faldt ikke helt ved siden af lørdagens koncert på Pickup Scenen, hvor Mimas i momenter fik det hittepåsomme lydbillede af indie-, post-, og mathrock, jazz og avantgarde til at løbe sammen i medrivende mønstre.

Det gjaldt eksempelvis den over otte minutter lange "Dads" fra debutalbummet, hvor en halvjazzet basgang lagde sig som et varmt tæppe hen over trommeslager Lasse Dahl urolige trommespil – inden guitarist Daniel Malling Beck og frontmand Snævar Albertsson spolerede hyggen med hidsigt repeterende guitarfigurer, der fuldendte det seje og sært groovende lydbillede. Siden blev sangen imidlertid nedbrudt igen – for i stedet at give plads til en tristessesværtede trompet, som afslørede, at Mimas ikke helt har glemt forkærligheden for Sigur Rós.

Hektisk sammenrend
Sådan fortsatte de komplekse sangstrukturer med at udfolde sig koncerten igennem – dog til tider med større held end andre. Mimas insisterer på at være legesyge og konstant sabotere alle ansatser til helstøbte kompositioner, og under Pickup Scenens hvide teltdug for ørerne ganske enkelt stedvis vild i det hektiske sammenrend af genre- og stemningsskift.

Heldigvis er bandet ikke just noget selvhøjtideligt foretagende – til trods for deres ambitiøse og kalejdoskopiske indierock. Særligt forsanger Snævar Albertsson sørgede for at bringe smil på læberne med sin udfarende fremtoning – som eksempelvis udmøntede sig i en gåtur ude blandt publikum – og sine pudseløjerlige tekster, hvor "armpits" rimer på "Brad Pitt" – og hvor Yoni Wolf fra amerikanske Why? i øvrigt må have været inspirationskilde for hans knævrende sangforedrag.

Jo, hjerteblodet piblede bestemt hos Mimas. Må det også gøre det fremover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA