x
FM Belfast: Spot, VoxHall, Århus

FM Belfast, Spot, VoxHall, Århus

FM Belfast: Spot, VoxHall, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA

Hvis man ikke har set FM Belfast på en scene, forstår jeg godt, at man kan tvivle på, om det islandske electropop-band er i stand til at sætte en fest i gang. For selvom debutalbummet "How to Make Friends" har fængende hooks og dansable beats, hviler der en kølig og klinisk stemning over de hule vokaler og en tydelig fremmedgjorthed over de spøjse tekster.

"We come from a place where we count the days/till nothing," synger de med Kraftwerk-apati på "Underwear". Og munterheden fortsætter: "'Cause nothing ever happens here/where everyone keeps off the grass/no littering, no loitering". På plade bliver skuffelsen over at være en kedelig, renskuret og politisk korrekt skandinav kanaliseret ud i et opgivende oprør. Det er ånden fra Radioheads "Fitter, Happier" i et par retrofarvede dansesneakers.

Små, ulovlige piller

Men fuck, hvor er der bare intet som helst opgivende ved FM Belfast på scenen. De vælter ind som små ulovlige piller, klar til at bruge alle midler for at gejle publikum op til så mange svedige og provokerende klimaks som muligt. Inden for de første fem minutter går de to mandlige forsangere ned i knæ til deres egen vanvittige falset, stroboskoplysene sættes på, og den bebrillede percussionist trasker frem til scenekanten med sin koklokke og befaler folk at feste. "You're not alone," lover FM Belfast, mens disko-attituden pumpes op, electro-beatsene bliver tykkere, og enhver mistanke om klinisk tristesse fejes af banen i et voldsomt opsving af multifarvet elektronisk pop.

Rave og oprør

Første gang, festen kulminerer, er under "Lotus" – et cover af Rage Against The Machines autoritetsfornægtende "Killing In The Name", der på "How To Make Friends" enten lyder som en dansevenlig undergravning af revolutionen eller som letkøbt rockattitude. På scenen bliver nummerets protest til en gimmick, hvor alle stikker en langfinger i vejret og messer "fuck you, I won't do what you tell me to". Det er et underligt øjeblik, hvor teenageoprør blandes med fest for voksne mennesker og ender i noget sært, som jeg ikke kan forklare, men gerne vil se mere af.

Så hyler den ene af forsangerne, at der skal være rave, og "Nicole" går i gang, farligt tæt på at køre i tomgang. Men FM Belfast lader det ikke ske og får endnu en gang percussionisten frem, denne gang til en mesterligt eksekveret rap, der igen får publikum op at ringe og uden pause fører dem videre til hittet "Underwear". Hvor alle i bandet, undtagen forsangerinden, selvfølgelig tager tøjet af. Og for at det sidste nummer,"Par Avion", ikke skal føles som et antiklimaks, benytter FM Belfast lejligheden til at præsentere hvert af bandets fem medlemmer og går på knæ for at hylde dem. Til sidst kaster de glimmer ud.

Måske er FM Belfast en smule skamløse. Måske overdriver de falsetten, ironien og de teatralske knæfald, fordi deres musik ikke er voldsomt nyskabende. Måske er "Lotus" bare en gimmick. Men nogle gange er det lige præcis det, en scene har brug for: Folk, der kan optræde og feste og gøre det lidt mindre skuffende at være skandinav.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA