x
Joanna Newsom: DR Koncerthuset, København

Joanna Newsom, DR Koncerthuset, København

Joanna Newsom: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Foto: Arkivfoto

Det var en nærmest undseelig og genert Joanna Newsom, der alene og forsigtigt trådte ind i koncertsalens orange skær. Efter at have spillet sig varm med et himmelsk harpetema i åbningsnummeret '81 kom der stille og roligt gang i gløderne. Med et fem mand stort orkester – der var med fra sang nummer to – var lydbilledet præcist så nuanceret, som man kunne ønske sig. Banjoen knækkede som den skulle i højdepunktet Have One On Me. Og de to violiner lagde sig blidt om den Kate Bush'ske Easy, så man næsten kunne høre englene nynne med.

Den 28-årige californiske sangfugl er ikke længere et nyt bekendtskab, men et allerede veletableret navn i indiekredse, der hverken kan få armene ned over harpenistens eventyrlige og unikke stil eller det endeløse, tredobbelte album, Have One On Me, som udkom tidligere på året og som måske nok var lidt for langt, når man tænker over det. Men det var bestemt også et begejstret publikum, der tog imod Newsom denne søndag aften i en ikke helt fyldt koncertsal i DR Byen – og som stående klappede hende tilbage på scenen efter små 90 minutter.

Det var indlysende rigtigt tænkt at placere Joanna Newsom i denne komet af en koncertsal, der ellers nemt kan virke en anelse frygtindgydende, hvis man ikke lige kan Mahlers ti symfonier på fingerspidserne. Men Newsoms musik har en symfonisk og nærmest modernistisk kompleksitet, der næsten må gøre den til en opdateret pendant til fortidens klassiske kompositioner. Men ikke desto mindre var koncerten langt mere intim, end de majestætiske rammer lagde op til.

Newsom var sød, snakkesalig og småsarkastisk og fik ad flere omgange tilpasset lyset i salen, der lidt lignede et rumskib, sagde hun. Der blev hurtigt etableret god kontakt til publikum, der minsandten fik lov til at stille bandet spørgsmål og fik svar, der blandt andet indeholdt koffeinfri kaffe og bare tæer. Vi skulle også erfare, at bandets trækbasunist er i gang med at læse William Faulkner. Dette blev til en længere seance, der stod på, mens Newsom omstemte harpen. Det var ganske hyggeligt, men den lidt løsslupne tone blev i rummet, og musikken lød undertiden, som om det hele kørte lidt for meget på rutinen.

Newsoms sange fortsætter nogle gange i det uendelige og ofte må lytteren erkende, at musikkens labyrintiske strukturer lader enhver illusion om genkendelige holdepunkter forsvinde i tunge, teatralske terræner. Hvis man søger mod den nærmeste og nemmeste udgang, bliver man med garanti frustreret. Newsoms musik hylder de snørklede afkroge og dvæler længe i dem. Hvis lytteren er indstillet på det, er hver en sang en skattekiste, der skal nydes med lukkede øjne.

Men jeg synes, at nerven søndag aften indimellem druknede i strengt koreograferede arrangementer, der fik sangene til at virke en anelse for indstuderede og stramme i betrækket. Men det er altså alligevel luksusproblemer, når vi har med en kunstner at gøre, der i den grad mestrer sit udtryk ned i mindste detalje. Joanna Newsom havde kontrol over koncerten, der primært trak på materiale fra Have One On Me, men som også besøgte bagkataloget, blandt andet med en fin og kontant The Book Of Right-on. Og med Autumn og Baby Birch viste hun i øvrigt, at hun også har en sublim sans for det helt nedbarberede, minimalistiske udtryk, og det klæder hende fantastisk godt. 
 
 
 
 
 

 

  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA