x
Woven Hand: VoxHall, Århus

Woven Hand, VoxHall, Århus

Woven Hand: VoxHall, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Når et lydtryk på 101,5 dB ikke kan få mere end en femtedel af publikum til at rokke sig ud af deres geledder, så er der noget galt. På trods af bassistens fede Laswell-agtige grooves stod 200, af de 250 mennesker som lydige orwell'ske betonsøjler, nogle med fingrene i ørerne. Og med god grund, for rytmikken gik tabt, takket være de ensformige synth– og orgel-harmonier, der stort set konstant lå som et tykt uldtæppe ud over hovederne på os.

Jeg kan ellers godt lide musikken, så det var – i mine øjne og ører – ikke musikken, men konteksten, der var noget galt med. Havde vi siddet i sækkestole, eller ligget på halmballer, og havde lydniveauet være mere i overensstemmelse med musikkens hypnotiske vuggevise-kvaliteter, så havde det været en langt bedre oplevelse. Men sådan var det ikke.

I stedet var det hamrende højt prærie-punk, der ledte tankerne hen på alt fra Joy Division til Lloyd Cole – over Bauhaus, Gary Numan, Mick Karn og Sort Sol anno 1979 – tilføjet en god portion heavy-guitar, indianerråb, cowboy-stemning og messen om guds sønnike. Men selv om referencerne gik i mange retninger, så var det et homogent udtryk, Woven Hand leverede – både til ørerne og øjnene.

Alle fire musikere var i sorte skjorter, og to af dem – forsanger og guitarist David Eugene Edwards og tangentspiller Jeff Linsenmaier – var iført cowboyhatte. Under hele koncerten var de indhyllet i et scenelys der ramte stemningen sublimt, og at Pascal Humberts kontrabas var kulsort satte klatten over i'et. Det ørerne hørte matchede det øjnene så. Skønt.

Men alt var ikke ligeså gennemtænkt. For eksempel var det synd at Woven Hand havde fået en døv lydtekniker bag pulten. Koncerten varede en time og ti minutter, hvilket – for dem der gerne vil undgå høreapparat – var en time for længe. Men hvad værre var, så ødelagde lydmanden den dynamik musikerne havde, ved at rykke sin masterfader op i de stille sange. Og da det er oplevelsen som helhed jeg vurderer er det ikke kun folk på scenen der spiller ind – desværre, i dette tilfælde.

Og desværre blev det hele i længden også fór monotont og unuanceret, i høj grad på grund af synth-fladerne der til sidst blev nærmest kvælende. Selv mellem numrene lå de der, sikkert for at give Edwards tid til at skifte guitar. Sådan set en god ide, men det kan også blive for meget af det gode – og det blev det.

Det var dog ikke kun lydniveauet og lydbilledet der haltede. Også sangenes strukturer og arrangementerne var for ensformige og forudsigelige – som Bauhaus uden deres direkte linje til den guddommelige inspiration.

Summa summarum er Woven Hand en god lytteoplevelse hjemme i lænestolen, men – for mig – ikke en god koncertoplevelse. God bless you.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA