x
Twillusion: Trees Don't Grow On Money

Twillusion
Trees Don't Grow On Money

Twillusion: Trees Don't Grow On Money

GAFFA

Album / Quartermain
Udgivelse D. 26.05.2010
Anmeldt af
Henrik Bæk

Twillusion er et dansk dub/reggae projekt, der oprindeligt blev dannet tilbage i 2007, da de to musikere og producere Tobias Elof og Johan Farkas indledte et spændende og i danske sammenhænge nyt samarbejde, idet der ikke tidligere har eksisteret danske dub/reggae-bands. Sidste år udsendte gruppen sit debutalbum på vinyl, der blev pænt modtaget på den danske reggae- undergrundsscene i København, og nu er samme album udsendt i cd-formatet med yderligere to skæringer i pakken. Albummet med den omvendte titel Trees Don't Grow On Money rummer i alt 11 skæringer, og selvom enkelte numre heriblandt de ukulele- spillede instrumentalnumre D-Obsession 1 og 2 synes at falde mærkeligt udenfor genren, så er der tale om en lovende cd-debut. Dog synes en af udfordringerne for gruppen at være de svingende vokalpræstationer. Eksempelvis så passer Lise Kroners søde jazz-stemme ikke ind i reggaegenren på cd'ens eneste nummer med en dansk titel, Tit Er Jeg Glad. Når det er sagt, så er en af favoritterne hos nærværende anmelder Beautiful Rainbow med sangeren Prophet Adam, der er vokaltracket til dubudgaven Could I?, der ligeledes er at finde på cd'en. Her synes old-school dub og de bevidste rastaorienterede tekster at gå hånd i hånd på allersmukkeste vis. En anden favorit er The Greatest Music med gæsteoptræden af sangerinden Esther Løffler, der konkluderer at "The greatest music is when there is not a sound". Hvilket passer som en glimrende recept på Twillusions fremtidige koncept. Mindre sang, mere lyd og meget mere DUB.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA