x
Beth Hart: Train, Århus

Beth Hart, Train, Århus

Beth Hart: Train, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Reklamelærredet gik op, og et bagtæppe med Beth Harts logo kom til syne. Begejstringen blandt den tætpakkede forsamling voksede, og kort efter kom hun på scenen, til stort bifald.

Hun satte sig bag sit el-klaver i venstre side af scenen, helt ude på kanten. Det var lidt ærgerligt, da vi der stod bagest ikke kunne se andet end Beths yin og yang-hårtop. Men det lød godt. Eller rettere vokalen lød godt, og havde et virkelig godt narrativt drev. Klaveret derimod, lød som dét det var: et el-klaver. Det havde været lækkert med et akustisk klaver eller et flygel.

Først midtvejs inde i den anden sang kom guitaristen ind på scenen, og med en sagte guitar løftede han sangen et hak op. Sangen klingede ud, trommeslageren og bassisten kom på scenen, og det tegnede virkelig godt. Men da rytmesektionen satte ind gik der noget tabt. Harts virkelig gode fortælleteknik og naturlige dramatiske sans blev sat ud af spillet af rytmesektionens insisteren på enten at brage igennem – hvilket de gjorde det meste af tiden – eller spille musestille.

Et sjovt indslag var, da Beth ti sekunder inde i fjerde sang stak en arm i vejret og råbte "Stop, stop, it's to fucking fast", for derefter at begynde sangen forfra – præcist som man bør gøre i øvelokalet, men sgu ikke på en scene foran flere hundrede mennesker. Og så alligevel. Takket være hendes ejendommelige, kaotiske karakter slap hun faktisk afsted med det.

Senere var hun nede og rode på gulvet foran trommerne, og til tider dansede hun som en hun-kobra i løbetid, oftest mens guitaristen trykkede vilde og kedelige soloer af.

Efter en halv times tid blev det tid til "Sister Heroin", som Hart sang og spillede alene. Det var stille, og det var smukt.

Bandet kom tilbage, og der blev hamret igennem igen. Det var som Alanis Morissette, men lidt for ofte uden "jagged" i "Jagged Little Pill", om end underholdende, takket være fruens impulsivitet, der blandt andet fik hende til at ændre sætlisten undervejs, beordre guitaristen til at skifte guitar midt i det hele, og i det hele taget håndtere sine musikere som en dj håndterer sine plader.

Efter et nummer råbte hun retorisk og begejstret: "that was some bad ass shit, wasn't it!" – men nej, kære frue, det var det faktisk ikke. Det var en omgang kedelig skabelon-folk-rock, så kom igen.

Og jeg skal love for at hun kom igen, blandt andet med en sang, som hun indledte med at fortælle handlede om at lære ens mand at slikke fisse. Og hun gav den ikke for lidt, med støn og gestikulation, der fik flere mænd i salen til at pifte.

Jo, hun havde sgu fat i publikum, som hun også lod vælge sange, men desværre var der kun to kompositoriske overraskelser under hele den 135 minutter lange koncert, og det blev kedeligt i længden. Hun burde have stoppet, mens legen var god, som hendes mand flere gange opfordrede hende til fra sidelinjen. Men hun havde for meget energi, og nægtede at stoppe. Desuden kværnede hun løs om sig selv, bla bla bla. Det kunne vi godt have været foruden.

Alt i alt var det en underholdende koncert, dog mere på grund af fruens reality show-kvaliteter, hendes dramatiske vokal og hendes fortælletalent i de stille sange, end på grund af den mere hårdtslående del af koncerten, hvor hun for ofte virkede som en parodi på en Tina Turner/Axl Rose-kloning, akkompagneret af en guitarist der var komplet fantasiløs, og ikke kom i nærheden af den gode Slash.

Jeg glæder mig derfor til den dag Beth Hart kommer til Danmark og spiller en solokoncert – bare hende og et skinnede Bösendorfer. Dét kunne blive stort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA