Søren Glosimodt Mosdahl: Lost Highway

Søren Glosimodt Mosdahl
Lost Highway

Søren Glosimodt Mosdahl: Lost Highway

GAFFA

Bog /
Udgivelse D. 26.05.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Den amerikanske countrylegende Hank Williams (1923-53) var banebrydende og danner sammen med folk som bluesikonet Robert Johnson (1911-38) langt hen ad vejen grundlaget for det, vi kalder rock i dag. Som det fremgår, blev ingen af de to 30 år, og alligevel fik de skabt sig en nærmest mytisk status, som stadig er interessant. Og nu har den danske tegner Søren Glosimodt Mosdahl sat sig for at give sit bud på, hvad der skete i den bil, som skulle køre Hank Williams til sin store comebackkoncert en iskold nytårsmorgen i 1953. Williams havde i længere tid været indlagt med misbrugsproblemer. Men han blev altså fundet død på bagsædet af sin bil, og vi havde fået vores første store døde ikon i rockhistorien.

Uden at give mig ud for at være kender ud i tegneserier, så synes jeg, at bogen er fremragende, med konstante spring ind i myteverdenen, så du ikke ved, hvad der er fantasi og virkelighed. Og der er da også tale om tegnerens egen forestilling, dog baseret på en indgående research i Hank Williams liv og omstændighederne omkring køreturen i snestormen i West Virginia. Der dukker forskellige af de personer op, som havde indflydelse på Williams, som hans mentor Rufus Payne kaldet Tee-Tot og konen og manageren Audrey Shephard, hvor vi får en scene fra deres legendarisk turbulente liv sammen, men det foregår nærmest som drømmesyn. Som da bilen skrider ud og rammer et vejtræ, og en gammel indianer dukker op

Der er en fed tilstand af roadmovie over den ret korte tegneserie, og den er altså umanerligt flot skrevet, set fra den unge chaufførs synsvinkel med Williams med Stetsonen og flasken med sprut mere eller mindre fast parkeret på bagsædet. Jeg kunne blive ved, men synes at læsere selv skal have chancen. Kun at jeg anbefaler bogen, ligesom jeg godt kan lide det genoptryk af Klaus Lynggaard-essayet The Hillbilly Shakespeare, som slutter bogen af og giver en indføring i fænomenet Hank Williams.

 

Søren Glosimodt Mosdahl:

Lost Highway

Forlaget Fahrenheit

68 s - pris 129,50 kr


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA