x
Thomas Blachman's The Pulse: Copenhagen Jazzhouse

Thomas Blachman's The Pulse, Copenhagen Jazzhouse

Thomas Blachman's The Pulse: Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det var en tilsyneladende oprigtigt ydmyg Thomas Blachman, der sammen med sine musikere indtog scenen i Copenhagen Jazzhouse onsdag aften. Netop den scene både repræsenterer og præsenterer den genre, som er Blachmans egentlige afsæt: Jazzen. Så når Blachman fra scenekanten kunne sige, at "jazz på en måde er vor tids klassisk," troede man ham. Og når han tilføjede, at "jazz, der er skrevet for fyrre år siden, virker moderne, så hvem ved, måske lyder vores musik moderne om fyrre år," troede man også på, at der lå en fordybelse og et oprigtigt engagement bag projektet, The Pulse, og projektets musik. Thomas Blachman har da også tidligere ladet forstå, at han med The Pulse ønskede at vende "hjem" til jazzen. Og dét var, hvad han gjorde i Jazzhouse.

The Pulse består foruden kapelmesteren og trommeslageren Thomas Blachman af saxofonisten Jacob Dinesen, trompetisten Mads La Cour, pianisten Heine Hansen og bassisten Daniel Franck. Dén konstellation udsendte for få måneder siden en fascinerende og fortjent anmelderrost plade, som både signalerede respekt for genrens traditioner og trang til fornyelse af selvsamme traditioner. Pladens modtagelse og projektet – at vende "hjem" til jazzen – har formodentlig ansporet Blachman i positiv retning. Kapelmesteren og komponisten havde i hvert fald begået en række nye numre, som rakte langt videre end materialet på pladen. Og dét lover godt. For niveauet i Jazzhouse var højt.

Ingen kunne være i tvivl om, at Blachman – som musikchef Lennart Ginmann indledningsvist sagde – er en af Europas største trommeslagere og komponister. Blachman præsterede sig til UG og slange. Som trommeslager emmer han af et mærkværdigt mix af ro og kontrol på den ene side og rastløshed og frihedstrang på den anden. Men det er netop dét miks af temperamenter, der tilfører de stramme kompositioner en åbenhed og flertydighed, som er attraktiv. Da Blachman især spiller på sine bækkener og kun momentant laver brutale nedslag i trommeskindene, opstår der en fornemmelse af uregerlighed, og den er fascinerende. Blachman kan med få seriøst indøvede virkemidler, der på scenen kan fremstå spontane, ændre retning i musikken som ingen anden. Og han gør det.

Med ham på scenen kan de øvrige musikere let falde i et med tapetet. Og det var ved at ske for både Heine Hansen og Thomas Franck. Men Mads La Cour og Jacob Dinesen - de formåede til gengæld begge at udfylde deres pladser forrest på scenen. Til trods for en udtalt stramhed i kompositionerne for især deres vedkommende formåede de at gøre sig fri og i soli sætte stærke præg på musikken i et sublimt samspil med især kapelmesteren. Ikke desto mindre kunne man som lytter ønske sig et mere markant modspil – måske endda et element af vildskab – fra andre end trommeslageren. For dét ville kunne tilføje nye dimensioner og sikre, at begrebet "hjem" ikke ville føles helt så trangt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA