x
Roy Haynes Fountain of Youth Band: Copenhagen Jazzhouse

Roy Haynes Fountain of Youth Band, Copenhagen Jazzhouse

Roy Haynes Fountain of Youth Band: Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Han er 85 år gammel og har spillet med Lester Young, Charlie Parker, Bud Powell og John Coltrane – for blot at nævne nogle få navne fra hans meget, meget lange CV. Men han er her stadig, Jazzparvinderen fra 1994, og han er aldeles vital og levende. Selv når han medbringer sit Fountain of Youth Band, som udelukkende består af musikere, han kunne være bedstefar til, fremstår han vital og levende. At dét er tilfældet, kunne man selv konstatere torsdag aften i Copenhagen Jazzhouse. Og dét vil man formodentlig kunne konstatere de følgende to aftener, hvor han også spiller i Jazzhouse med sit band fra ungdommens kilde.

Roy Haynes er en eminent trommeslager, som ganske vist til tider er blevet beskyldt for at spille for voluminøst og selvpromoverende og dermed optræde destruktivt i forhold til det samlede gruppeudtryk. Men beskyldninger af dén karakter kunne man ikke hæfte på ham, efter hans optræden i Jazzhouse. For selv om ingen kunne være i tvivl om, hvem der var kapelmesteren på scenen – de øvrige musikere optrådte med den dybeste respekt for den af højde og drøjde lille mester – så var det kvartetten som helhed, der prægede aftenen. Roy Haynes var en eminent timekeeper, der leverede et tilbageholdt trommespil, som gav god plads til de øvrige musikere. Kun lejlighedsvist brød han sit konstant pulserende akkompagnement med et dristigt spil, der nærmest gik på tværs af musikkens grundlæggende puls. At Roy Haynes ikke fremstod dominerende hang også sammen med at de øvrige musikere var så eminente. Saxofonisten Jaleel Shaw var kropsligt i ro, men hvad der ikke kom ud af hans sax, er ikke værd at nævne. Shaw var et fyrtårn af en musiker. Og det samme kunne man sige om pianisten Martin Bejerano og bassisten David Wong. Alle var eminente musikere. Og ikke bare fordi de i soli formåede at manifestere sig, men fordi de også mestrede samspillet. Et nummer som James – melodisk og dog komplekst – var et af aftenens musikalske højdepunkter. Fordi det netop gav alle musikerne rum til selvudfoldelse og helheden basis for at fremstå – som en helhed.

Som en helhed betragtet var koncerten sublim. Lyden perfekt afstemt. Og stilen dejlig uhøjtidelig – sådan som den har det med at blive, når publikum opdager, at koryfæet på scenen både er i fuld vigør og et rigtigt menneske. Publikum blev inddraget i flere tilfælde – til tider næsten animeret til at komme med tilråb og til tider opfordret til at nynne med. I den forstand blev koncerten næsten interaktiv… Og i hvert fald: Mindeværdig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA