Diamanda Galás: Marmorkirken, København

Diamanda Galás, Marmorkirken, København

Diamanda Galás: Marmorkirken, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Diamanda Galás er noget så specielt som en græsk avantgarde-diva, og selv hvis man som jeg ikke har noget videre forhold til hende, så kan det nok kildre nysgerrigheden at se de ord sammen. "Diva" plejer at signalere bred appel medieret gennem kunstnerens personlighed, avantgarde signalerer eksperimenter og ofte kulturel elite og knap så bred appel – og hvornår har du sidst lyttet til græsk musik, uden at du var på Middelhavsferie? 

Og hvordan lød det så?

Det er svært at forklare, men find eventuelt nogle gamle albums med Yoko Ono. Dem, hvor hun laver mærkelige lyde og prøver at presse sin stemme ud i mulighedernes afkroge. Det giver en idé om vokalen. Men mulighederne har langt flere afkroge for Galás, for hun gør det tydeligt, at stemmen er et instrument, og selvom hun til koncerten, med titlen "Your Kisses Are Like Fire", også brugte effekter, så imponeredes man uvilkårligt over hendes ofte omtalte fire oktavers spændvidde. Det lød mærkeligt, fremmed og dragende: Uvirkeligt, fordi det er uvant for øret, men samtidigt utroligt konkret, fordi det umiskendeligt er en menneskestemme, man hører. 

Herunder lyden af et koncertflygel, som hun også selv betjente. Mange af de figurer, hun spillede, var utroligt simple, i spektret fra Philip Glass-agtig minimalisme og helt ned til to rytmisk skiftende toner (a la "Dødens Gab") eller bare en enkelt insisterende og nervepirrende gentagelse (a la "Psycho"). Og så noget, jeg bedst kan beskrive som stumfilmsmusik – dog ikke ragtime. 

...men ikke bare det!

Tilsæt noget opera-arie. Næsten smerteligt smukke vokale passager som frosne fontæner af mineralvand – men løbende med tilbagevenden, uden varsel, til den vokale afsøgning af det akustiske rum. 

Tilsæt noget fransk café-stemning. Flygelet fabulerede hjemmevant i dette musikalske univers, kendt fra sentimentale franske film og ulidelige Tour de France tv-vignetter, og stemmen kunne pludselig lyde som Edith Piaf, hærget og "autentisk", altså brægende som et kvindeligt modstykke til Bob Dylan. 

Tilsæt noget blues. Både den lidt rock'n'roll-agtige af slagsen og den nedbarberede og op-deprimerede sorte blues, som entusiaster sværger til. Ikke rendyrket, selvfølgelig. Galás eksperimenterer med disse elementer, rammer dem lidt skævt, falder helt tilbage i sit egen unikke stil og tager så fat på blues igen. 

Tilsæt lidt af den gode smags indie-musik. Melankolsk og indadvendt simpel musik med den lyd, der ved universel vedtægt er personlig, og som ingen café-ejer på Østerbro ville vægre sig ved at spille til latte og sandwiches med laks. Men igen gælder det, at Galás ikke holder sig inden for genrens rammer, og en og anden ville nok få ruccolaen i den gale hals, når hendes stemme pludselig slog over i en summende blanding af en didgeridoo og en røgalarm. 

Tilsæt også noget mellemøstlig klagesang, noget gospel og noget kirkemusik. Så er vi ved at være der. 

Kunsten at forvirre den lyttende

Og hvor var vi så, rent musikalsk? Som det måske fremgår, er det meget svært at sige noget klart om det, og det er velsagtens det, der gør Gálas interessant. Hun skriver ikke selv sin musik, og enkelte af numrene genkendte jeg da også som deciderede hits i genrer, jeg normalt ikke beskæftiger mig med, men når musikken har været igennem hende, er der sket noget med den: Den er blevet fortolket. Ikke blot som det tomme ord man bruger, når nogen synger andres sange, men en reel transformation af materialet, så det fremstår som: Diamanda Galás! 

Og man er nok nødt til at høre det, for at finde ud af, om man kan lide det. Publikum kunne, og jeg har fået udvidet min musikalske horisont.

 

Inden Diamanda Galás fremførte Lydia Lunch og Jacob Kirkegaard værket "Forget To Breathe". Læs anmeldelse af denne koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA