x
Bill Evans: Jazzhus Montmartre

Bill Evans, Jazzhus Montmartre

Bill Evans: Jazzhus Montmartre

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det er ikke hver dag, man møder en af dem: En af de musikere, der i sin tid spillede med Miles Davis. Men saxofonisten Bill Evans (ikke at forveksle med pianisten Bill Evans, som også spillede med Miles Davis), der i disse dage gæster København, er en af dem. Han blev knyttet til Miles Davis' comeback- band i 1981 og introducerede under mesteren en helt ny og frisk tilgang til sit instrument. En tilgang, som stadig er gældende og fuldt gyldig – snart 19 år efter mesterens død.

Tirsdag aften spillede Bill Evans – med samme tilgang til sit instrument, men naturligt nok med en større rutine - den første af i alt seks koncerter i Jazzhus Montmartre. Og dét var ganske enkelt forrygende. Og alt andet end rutinepræget. Bill Evans – der i Jazzhus Montmartre er blevet udstyret med et ensemble bestående af Carl Winther på klaver, Jesper Bodilsen på bas og Anders Mogensen på trommer – var indbegrebet af liv, nærvær, glæde, engagement og uhøjtidelighed på den lille intimscene. Og det i et sådant omfang, at man så for sig, at man kunne tilbringe seks på hinanden følgende aftener ved scenekanten og vedblivende suge kraft til sig. Bill Evans var nemlig ren kraft! Klart kapelmester, men lige så klart selv med på en oplever i det, der for ham var som "having a jamsession in my home."

Attraktionen bestod tirsdag aften imidlertid ikke kun i, at der udgik kraft fra Bill Evans. Den bestod også i, at han udviste en ren og ubesværet adgang til nogle strømførende, musikalske lag og formåede at åbne alle kanaler til disse - sammen med sine velspillende danske sidemen, hvoraf især Carl Winther må fremhæves. Carl Winthers improvisatoriske leg gennem hele koncerten var forbløffende fine og al ære værd. Trods kapelmesterens åbenlyse glæde ved præstationen kunne han dog ikke aftvinges ét eneste smil. Men dét er en anden sag. Den amerikanske tenor- og sopransaxofonist og hans danske sidemen leverede en pragtpræstation med lige dele tour-de-force og ballade-jazz.

Ensemblet lagde ud med Bill Evans' egen rullende komposition Cool Eddie og fulgte op med balladen Slow Poke, Wayne Shorters standard Footprints, balladen Let's Pretend og endelig den hæsblæsende Snap Dragon, inden der var pause. De numre, den konstellation - var sigende for koncerten som helhed. Fem numre – et sæt – en time. Hvert nummer med plads til improvisation og hvert sæt med plads til variation. Dét var klasse! En gennemført koncert og en kraftpræstation orkestreret af en overskudsbetonet, givende og nærværende Bill Evans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA