x
Bullet For My Valentine : Copenhagen Live, Tiøren

Bullet For My Valentine , Copenhagen Live, Tiøren

Bullet For My Valentine : Copenhagen Live, Tiøren

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Den walisiske metalcore-kvartet Bullet For My Valentine har denne onsdag eftermiddag fået til opgave at følge op på Slash's solide åbning af endagsfestivalen Copenhagen Live. Der lægges ud med bastante trommer, tunge guitarer og et potent brøl fra bassist Jason James, der med sine primalskrig generelt står for de mest interessante vokale bidrag til koncerten.

Lydbilledet er mudret, og de enkelte instrumenters klang blafrer i den retning, vinden nu blæser. Bullet For My Valentines hæsblæsende knallertmetal har ikke særligt godt fat i det fremmødte publikum, og det er begrænset, hvor mange hænder der ryger i vejret på befaling af forsanger Matthew Tucks, der undrende spørger: "Is it too early for you people?"

Jo, vist leveres der både high school rock-associerende syng-med-omkvæd, aggressive riff og dygtigt guitarspil, men de sammenspilskvaliteter, bandet har, drukner i den grumsede lyd. Når Bullet For My Valentine har mest held med sig, hvad materiale angår, er det fordi deres sange lyder som Skid Row-ballader i firedobbelt tempo, og bandet, der er iklædt bedste metal-baryler-outfits, virker mest af alt som et lidt ærgerligt opkog af andre orkestre, som de tydeligvis har ladet sig inspirere af.

Waking The Demon starter eksempelvis meget godt ud i bedste Iron Maiden-stil for at gå over i en mere Slayer- og tidlig Metallica-inspireret gang thrash. Det er hørt bedre før og bestemt også set bedre fremført. Der mangler i den grad substans. Det er ikke fordi bandet nødvendigvis skal opfinde den dybe metal-tallerken og være dybt originale. Så længe musikken og fremførelsen heraf har kvaliteter nok at byde på, kan originaliteten sagtens komme i anden eller tredje række. Det er imidlertid desværre ikke tilfældet her, hvor der kun er yderst glimtvise lyspunkter i den 60 minutter lange ørkenvandring – det føles bestemt længere – som Bullet For My Valentine trækker publikum igennem.

Man kan ikke bebrejde bandet, at der ikke er så god publikumskontakt, når der nu er så mange blandt publikum, der ikke vil kontaktes. Dog er det som om, de mange klichéfyldte henvendelser til "the true fans" i højere grad er fremprovokeret af sur pligt end oprigtig glæde ved at spille. De mødes da også af yderst sparsomme svar fra den anden side af scenen.

Udtrykket virker i dén grad tilegnet, og ligesom banduniformen og Flying V-guitarerne bærer teksterne præg af at være tilpasset metal-genren, hvilket titler som førnævnte dæmonvækning og The Last Fight vidner om. Hen imod koncertens afslutning slæbes vi igennem en tarvelig Fade To Black-parodi, der bestemt ikke føjer noget godt til det samlede billede af bandets optræden, og trods energien i musikken er det en noget kedelig britisk "mæd'l"-forestilling, drengene lægger for dagen i denne parentes af en koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA