x
The Drums: Lille Vega, København

The Drums, Lille Vega, København

The Drums: Lille Vega, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Dans og ha' det sjovt; I kan umuligt se lige så åndssvage ud som os. Sådan sagde The Drums' karismatiske og vildt gestikulerende forsanger Jonathan Pierce, der rev kroppen rundt i umulige bevægelser. Netop dette statement synes at være et afgørende omdrejningspunkt for Brooklyn-kvartetten, der, selvom den har spandevis af attitude, ikke tager sig selv alt for højtideligt. Livet tages ikke så tungt, selvom det kan være forbandet svært. Denne tvetydighed gennemstrømmer The Drums' sange. Men under aftenens koncert, der fandt sted i et udsolgt og dedikeret Lille Vega, var vægten på den festlige og optimistiske del af udtrykket. Den fest var publikum helt med på. Guitaristen Jacob Graham dansede lancier med sin guitar, hvis han ikke hoppede vildt rundt med en tamburin, mens den anden guitarist Adam Kessler bare stod og så lækker ud. Publikum havde surferhår, shorts, rockattitude og masser af livsglæde. I glimt var det som at være på besøg i 50'erne.

Det er gået stærkt for det hypede The Drums, siden bandet tidligere på året udgav ep'en "Summertime!", der med syv små sommerperler forenede 50'ernes og 60'ernes sorgløse pigepop som The Shangri-Las og frisk og ukompliceret surfermusik som The Beach Boys med en dyster, britiskinspireret postpunk a la Joy Division, The Smiths og The Wake, hvor lyrikken er patosfyldt og synges med livstræt tristesse. Denne blanding gør The Drums til et interessant bekendtskab. Måske skaber de ikke så meget nyt. Men de genbruger kreativt og originalt og forstår at gribe og omdanne støvede brudstykker og dermed ramme en lige så traditionsbevidst og fragmenteret tidsånd. The Drums er af talrige internationale musikmagasiner, blandt andet engelske NME, blevet udnævnt til dette års helt store potentiale. Og bandet synes ganske rigtigt at have, hvad der skal til for at blive morgendagens indiesucces.

At løfte de mest basale greb

Der er absolut intet kompliceret over The Drums' sange. Det er den slags musik, som vil blive spillet af skolebands, der lige har lært at spille på deres instrumenter og som samtidig kan tage det samme tøj på som det velklædte og cool orkester. De fleste af deres sange er bygget op af et simpelt beat og en naiv og iørefaldende guitarfigur, som enhver, der blot har kigget på en guitar, ville kunne spille. Her handler det nemlig ikke om teknisk ekvilibrisme eller eksperimenterende kompositioner. The Drums stræber efter at perfektionere og løfte de mest basale greb, og det er bestemt ikke nemt at lykkes med. Men The Drums lykkes indimellem. Andre gange er deres sange ikke så interessante. Og under aftenens koncert var instrumenteringen barberet ned til trommer og to guitarer. Bas og keyboards måtte vi nøjes med på bånd. At der ikke var nogen rigtig bas, gjorde indimellem lyden lidt tam. Men ellers var det okay.

En halv times tid inde i koncerten annoncerede Pierce aftenens sidste nummer. Det lød som en joke og heldigvis kom bandet tilbage med to ekstranumre, så koncerten næsten sneg sig op på en time. Den afsluttende og melodisk fængende "Forever And Ever Amen", som er at finde på bandets langspiller-debut, der udkommer den 7. juni, var en af aftenens mest overbevisende og forførende præstationer. Og hittet med det indledende, vanedannende fløjtetema, "Let's Go Surfing", som alle kender fra P3 og Peugeot-reklamen på tv, fik publikum til at trampe i gulvet, mens Pierce gentagne gange var i nærkontakt med de forreste, energiske unger blandt publikum, der tydeligvis har fundet et band, de kan dyrke og elske.

Glade eller triste?

Ofte er det faktisk svært at afgøre, om The Drums' sange er glade eller triste, og det er et tegn på god sangskrivning. Disse to modpoler er stærkt knyttet til hinanden og defineres sjældent entydigt, selvom man gerne vil. Denne spænding udtrykker The Drums, der ikke bekender falsk kulør, men ofte bliver i det bittersøde grænseland, hvor tingenes tilstand ikke helt afgøres, men hvor sangene alligevel rammer plet. Denne fornemmelse havde jeg med "Best Friend", hvor der vildt begejstret synges: "You're my best friend and then you died." Og i "Book Of Stories", hvor det iørefaldende omkvæd lyder: "I thought my life would get easier, instead it's getting harder." Og især med aftenens første ekstranummer "Down By The Water", der lidt på samme måde som sange af London-trioen The xx søger den simple tristesse, hvor to guitarer, der ramler ind i hinanden, kan være nok til, at himlen falder ned. Samtidig vil jeg som et minus nævne, at en del af sangene ikke for alvor skiller sig ud og sætter sig fast. Jeg frygter, at The Drums kan gå hen og blive lige så flygtig som den lykke, der aldrig varer mere end et kort sekund, og som er The Drums' tematiske såvel som kompositoriske brændstof.

The Drums er lyden af et band, der surfer sikkert og festligt på en sorgfuld og uforudsigelig bølge. De holder sig lige akkurat over overfladen. Charmerende er det. Men indimellem også lidt for hurtigt overstået – og lidt i ring. Selvom sangene blev leveret med en stærk, eksplosiv entusiasme, der satte gang i festen – både blandt det helt unge, jublende publikum langs scenekanten og det lidt ældre længere nede bagved, der med anerkendende nik og en rytmisk fod i gulvet også var helt med – så gik det lidt ud over det eftertænksomme og velafbalancerede udtryk, der gør sangene så fine, og som på pladen kan lyde som sønderknuste hjerter. Jonathan Pierce insisterede på at feste og gik lidt for meget til den i "Don't Be A Jerk, Johnny", der fint kunne have tålt et mere tilbagelænet udtryk. Det var, som om Pierce var lidt bange for, at publikum ville komme til at kede sig, hvis han ikke var helt oppe at ringe hele tiden. Det havde han ikke behøvet at være. Vi var ganske godt med.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA