x
Jamie Cullum: Tivoli, Plænen, København

Jamie Cullum, Tivoli, Plænen, København

Jamie Cullum: Tivoli, Plænen, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

- Ja elskar Kubenhavn, fortalte 31-årige Jamie Cullum på scenen foran cirka 14.000 glade publikummer. Og de elsker den ærketypiske brite, især de danske kvinder, for dem var der flest af på Plænen i Tivoli fredag. Alle aldersgrupper havde indfundet sig for at se og høre "the wonderkid", kometen, stjernen, sexsymbolet, men mest markante var en hel del unge piger, der skreg som i de gamle Beatles-dage, hver gang den søde pæne fyr sagde ord mellem numrene. Også da han oplyste, at han havde drukket lidt for mange fadøl og spist for meget marineret sild til aften.

Men dét kunne man slet ikke høre i hans musik eller vokal. Fra første tone rullede keyboardtroldmanden sig ud, sang fejlfrit og slyngede om sig med sit boogie-woogie stride-jazz-piano-spil – han er engelsk jazz' svar på magikeren Harry Potter. Dog uden hornbriller.

I centrum: Jamie

Det var i det hele taget Cullums show. Hans fire bandmedlemmer spillede pænt og sikkert, men tryllede langt fra i samme klasse som frontfiguren. Allerede i andet nummer, "Get Your Way", var han oppe og røre den skyfri aftenhimmel med sin solo. Og der skulle komme mange klaversoli. Rigtig mange! Cullum var fra start pænt klædt på i ulasteligt jakkesæt, slips og skjorte, men han ruller sig ud som en rockshowperformer, der med smittende energi pisker tonerne ud over rampen. Jakken røg dog af allerede inden tredje sang; jazzstandarden "Just One Of Those Things", som imponerede med et nyt arrangement og et nyt og anderledes groove.

 Sjælden god begejstring

En god alsidig lydmand kunne lave både jazz- og rocklyd, og publikum var virkelig 100 % på. De klappede også af hver eneste solo. Det er sjældent, det sker i Danmark. Sommeren havde endelig besluttet sig for at indfinde sig denne fredag aften, og intet kunne gå galt. Cullum serverede "All At Sea", og tog undervejs mere tøj af til teenagepigernes jubelhyl. En på forreste række havde endda skrevet " Mrs. Cullum" på sin pande. Der var ingen sætliste, fortalte Cullum, der udgav sit første af i alt fire album tilbage i 1999. Det nyeste hedder "The Pursuit" og har været fire år undervejs.

Tilbage til koncerten. Nogle af hans nyeste numre begyndte at dukke op, eller rettere sagt glide ubemærket forbi. De holder ikke alle samme høje standard, selv om "Don't Stop The Music"( et gammelt Rihanna-nummer) blev holdt i live med en anderledes klaversolo, hvor Cullum legede med flyglet ved at dæmpe strengene med venstre hånd, mens han brillerede med højre nede på tangenterne. Hittene "Twentysomething" og "Photograph" fulgte – heldigvis. For undervejs skulle vi igennem de der nyere anonyme melodier. Der kom til at lugte af Coldplay-kopiband flere gange.

Geniet tryller

Et af entertainerens højdepunkter var med "Frontin' (af Pharrell Williams fra N.E.R.D). Ikke en særlig sofistikeret melodi, men en god affyringsrampe for the boy wonders ekvilibrisme. Hér fik han alene på scenen demonstreret fabelagtig mouth percussion, sikker rap og trommeshow oven på flygel-låget – det var showmanship i højeste klasse. For mig var de bedste kompositioner dog jazzstandarderne; især "What A Difference A Day Makes" beviste, at de gamle schlagere er bedre melodier end hans egne bluesbaserede akkord-rundgange. I samme nummer viste Cullum, at han er en pianist i absolut særklasse med sit smukke lyriske Bill Evans-inspirerede pianospil. En anden standard "I Get A Kick Out Of You", alene med bassisten uden flygel, understregede at Jamie Cullum også synger rytmisk legende og møgswingende godt. The wonderkid har en dejlig stemme og kan også det dér jazz-scatsang!

Genial fortolker

Han er irriterende dygtig, men heldigvis ejer han en god portion selvironi. I næsten to timer havde troldmanden publikum helt nede i den gode sorte gryde, hvor alt kan ske. Showet leflede ikke, kvintetten gad ikke lege popstjerner, og der var masser af kompromisløse overraskelser og …jazz. Og knægten, der ikke længere er en knægt, men en voksen performer endte selvfølgelig i T-shirt og cowboybukser, og med at stoppe koncerten med gimmicken at falde "spontant" ned af pianostolen. Selvfølgelig skulle kvintetten ud til ekstranumre, blandt andet en funky udgave af "The Wind Cries Mary" (af Jimi Hendrix). Hurraråbene ville ingen ende tage, men jeg er knap så begejstret for alle hans kompositioner. Hvis han forfiner sin egen sangskrivning, så alle melodier holder et endnu højere niveau, så kan han blive et virkelig voksen-vidunder. Lige nu er han en mesterlig entertainer, sanger og genial fortolker af andres numre.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA