x
Mika : Skive Festival

Mika , Skive Festival

Mika : Skive Festival

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Engelske Mika må være enhver pladeselskabsdirektørs våde drøm. Den dreng kaster ubesværret om sig med megahits, som var det den mest selvfølgelige ting i verden. Det oplevede vi i går eftermiddag i solen på Skive Festival. Mika inviterede i den grad til fest til alle, der gad være med.

Desværre var koncerten i sidste øjeblik blevet flyttet fra det perfekte tidspunkt klokken 21 til klokken 17 om eftermiddagen, og man kan frygte, at mange Mika-fans blev ladt i stikken af Skive Festivals uhørt ringe informationsniveau. Måske derfor var pladsen foran scenen ikke fyldt i en grad, man kunne forvente til den millionsælgende libanesisk fødte charmør.

Mika har kun udsendt to reelle pladeudgivelser, men har det til trods et hit-katalog helt ud over det sædvanlige. Mika startede ud med den hårdtpumpede "Relax, Take It Easy" og sang i en imponerende tonehøjde. Den 26-årige Mikas stemme, som ofte sammenlignes med Queens afdøde sanger Freddie Mercury, spænder over imponerende tre oktaver.

"We nearly killed a man"

Mika og bandet udviste en smittende energi, der desværre ikke rakte voldsomt langt ud over pladsen. Desværre var et par tekniske uheld ikke heller i Mikas favør, når det handler om at vække det lidt skeptiske publikums tillid. Under sangen "Big Girl (You Are Beautiful)" væltede et kæmpe oppustet kvindelår en kameramand og hans udstyr helt omkuld, så det virkede voldsomt komisk. Og de store Mika-bogstaver bag bandet væltede også flere gange, trods det, at det var næsten vindstille.

Men popens glade dreng lod sig ikke slå så let af pinden og fortsatte ufortrødent med hit efter hit efter hit. Det fire mand store orkester var klædt på til ballade og spillede en dejlig koncert med den kvindelige trommeslager som indpisker. Mika gjorde det ud over sangen godt på klaver og fiktiv kraftfuld trompetsolo.

Talte dansk

"Blue Eyes" med de inciterende rytmer og det flotte guitarriff i starten gjorde det svært at sidde stille. Mika overraskede flere gange med at tale til os på dansk: "Her er en sang om en af mine venner", sagde han for eksempel før sangen "Billy Brown".

De glade ørehængere fortsatte i en lind strøm med "Blame It On The Girls", der opfrodrer til at droppe alle de dårlige undskyldninger og kysse "det satans liv". Sangen "Rain" kunne have sat hele pladsen på kogepunktet om aftenen. "Happy Ending Over My Shoulder", "We Are Golden" og ikke mindst "Grace Kelly" cementerede Mikas popøre.

Men efter en god times tid var det slut uden ekstranummer. Mika var allerede videre på vej til Japan og resten af verden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA