Falgren Busk Duo: Duet

Falgren Busk Duo
Duet

Falgren Busk Duo: Duet

GAFFA

CD / GO' Danish Folk Music
Udgivelse D. 09.06.2010
Anmeldt af
Ivan Rod

Det er et usædvanlig smukt album, Bjarke Falgren og Nikolaj Busk sammen har begået. Duet er intens, stilfærdig musik fra grænselandet mellem folk, jazz og klassisk musik. Skrevet og fremført af de to musikere, som henholdsvis spiller violin og klaver. Vel er albummet udgivet på det af navn mærkværdige label - GO' Danish Folk Music – men der er ikke noget i musikken, der specielt angiver, at den er dansk, endsige kan kategoriseres som folk. Musikken er snarere universel og grænseoverskridende genrer imellem. Netop dét – og klangen - er musikkens kvalitet. Som duo står de to musikere forrygende godt til hinanden; de udfordrer og udvikler helt åbenlyst hinandens udtryk og musikalitet; og det, de skaber, er enestående smukt og dragende. Sine steder mørkt og melankolsk, sine steder let og livligt. Konstant med et samlet fokus. De to musikere, som begge er præmieret i flere sammenhænge – begge har modtaget Danish Music Awards – fortjener med Duet sammen at blive præmieret, for dette er et i særklasse godt og gennemarbejdet album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA