x
Clarence Bucaro: 'Til Spring

Clarence Bucaro
'Til Spring

Clarence Bucaro: 'Til Spring

GAFFA

Album / Twenty Twenty Records
Udgivelse D. 10.06.2010
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er to et halvt år siden, disse spor blev indspillet i New York City, i december 2007, men det kunne lige så godt være femogtredive, for med sine fremtrædende orgelfigurer, klassiske rundgange og varme, organiske lyd vibrerer pladens ti sange i et vakuum udenfor den aktuelle musikalske dagsorden. Når det er bedst, som på åbningsnummeret 'Til a Spring Wind Blows Again, bringes mindelser om en tidlig Van Morrison, om end Bucaro langtfra besidder en lige så ekspressiv vokal som denne. When Man Plays God er en ultra light-udgave af Dylan anno Slow Train Coming, mens Caught in a Dream Turning Real er absolut gennemsnitlig landevejspoprock. Men når tempoet skrues ned – og det er det som hovedregel – og orgelet træder i forgrunden flankeret af akustiske og elektriske guitarer, klaver og vokalharmonier, fungerer stiløvelsen fornemt og gør pladen til et behageligt, lunt lydtæppe. Eller slumretæppe, vil nogen måske mene. Er man til klassisk sangskriverhåndværk med et gavmildt stænk af soul, er man imidlertid ikke gået galt i byen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA