Blåveis : Start! Festival, PH Scenen, København

Blåveis , Start! Festival, PH Scenen, København

Blåveis : Start! Festival, PH Scenen, København

Anmeldt af Line Weldingh | GAFFA

Håndbajere, en barmfager bartender og et lille pust hyggesnak var det eneste, der manglede for at fuldende værtshusstemningen, da norsk/danske Blåveis lørdag aften spillede sin første koncert nogensinde.

Ifølge programmet skulle bandet Sixten Brecht give koncert, men i stedet spillede Blåveis, som Sixten Brechts to faste medlemmer, forsanger Jon Eirik Lundberg og guitarist Håkon Lervåg, havde dannet tre uger inden. Bandets korte levetid kunne på ingen måde spores i spillet, som svøbte Jon Eirik Lundbergs norske hverdagspoesi i lune toner, der spændte fra singer-songwriter over blues til folkemusik.

Allerede fra koncertens start herskede en god og afslappet stemning blandt publikum. Mange havde sat sig på gulvet, og Jon Eirik Lundbergs charmerende vokal på grænsen til det falske blødte hurtigt stemningen endnu mere op. Sammen med naivistiske, billedskabende tekster som "Jeg stryger gennem byen som en påfugl, der har mistet både farve og fjer" nåede salen så tæt på en hyggelig værtshusstemning, at et enkelt par tog en svingom foran scenen, mens andre nøjedes med at klappe og huje.

Stemningen blev dog forstyrret af en dør tæt på scenen, der med korte mellemrum blev åbnet, så scenen blev badet i dagslys. Måske var det grunden til, at Jon Eirik Lundberg var lidt stiv i betrækket og først i slutningen af koncerten begyndte at krydre sangene med små, hyggelige introduktioner som beskrivelsen af sangen "Blå valium":

- Det handler om at kigge på blåt lys i tv. Det har den samme farve som insektfangere på værtshuse i Spanien og appelerer til reptilhjernen: Det er lige meget, hvad der sker. Man ser kun det blå lys, forklarede den norske immigrant.

Havde kontakten med publikum fyldt hele koncerten, havde stemningen været fuldent. Koncerten sluttede smukt med en ballade i falset fremkaldt af publikums klapsalver. En sang, som Jon Eirik Lundberg leverede solo, da det tre uger gamle band ikke havde flere numre på repertoiret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA