x
Band Of Horses: Falconer Salen, København

Band Of Horses, Falconer Salen, København

Band Of Horses: Falconer Salen, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Det krævede som bekendt en askesky at stoppe Band of Horses, men nu var de her altså. Danske Figurines havde den noget udfordrende opgave at varme op for Band of Horses. De to bands findes ikke på samme side i det store rockleksikon, om man kan lide det eller ej. Figurines var velspillende, men omstændighederne var ikke på deres side - vokalen og guitaren især led overlast i lydbilledet. En større fan end jeg selv fortalte, at Figurines spillede et par ukendte numre, givetvis fra en kommende plade. Halvbagt oplevelse - jeg ville gerne varmes op af Figurines, som jeg kender dem fra cd og radio!

Men det var den askesky, vi kom fra

Forventningerne til hovednavnet var skruet op. Publikum diskuterede ivrigt den nye plade og de tidligere koncerter. Bandet gik roligt på scenen, og første nummer var Ode to LRC, som blev spillet en anelse langsommere end på pladen. Netop dette langsommere-fænomen gør sig også gældende på store dele af seneste plade Infinite Arms, som godt nok viser Bridwell & Co. erobre nyt land, men også gå efter de mere intime melodier. Personligt synes jeg, at Infinite Arms indeholder nogle af bandets bedste numre, men samtidig også mere rugbrødsmusik end de første to skiver.

Næste nummer var Wicked Gil, og publikum var stadig halvlunkne. Den halvsløve start fik et nøk opad med Cigarettes, Wedding Bands hvor guitaren til gengæld blev lige så skinger som sladderen i de kulørte blade. BoH vendte sig nu bort fra de ældre plader, og kastede sig over Factory, det første nummer fra den nye plade. Orgelet, som ellers sætter melodistemmen på dette nummer, var komplet forsvundet, og erstattet af en e-bow fra helvede. Fyren ved siden af mig delte min vantro. Vi erfarede dog til sidst, at orgelet lå gemt under alt det andet, for da resten af instrumenterne forstummede, pippede orglet et par afsluttende toner. Koncerten var lige gået i gang, men isen var ikke helt brudt, og det var stadig op ad bakke for Band of Horses.

Bandet fortsatte ufortrødent med endnu et nyt nummer, Blue Beard, og her blev jeg alvorligt i tvivl om hvorvidt det var en koncert eller en generalprøve. Frontmand Ben Bridwell virkede mere som en dirigent, der skulle sætte de øvrige musikere i gang, eller holde øje med om de gjorde som aftalt. Han lavede fagter og snurrede rundt, mere optaget af bandet end af publikum og sin sang. Det hele blev akkompagneret af insisterende bækken-øvelser fra trommeslager Creighton Barrett.

Grums og lakridskonfekt

Fra denne mindre optimale omgang fortsatte bandet over i Islands On The Coast, som blev udført i lettere usikkert tempo, men fik ekstra medvind fra publikum, fordi diasshowet på bagskærmen viste tydelige billeder fra Roskilde festival, hvilket Bridwell venligt gjorde opmærksom på. Den gode stemning blev cementeret på det følgende nummer Great Salt Lake, men så var der igen vrøvl med bas/stortromme-sammensætningen, som pådrog sig for meget opmærksomhed på Is There a Ghost.

Weed Party landede sikkert, og så var der igen slør i rattet: Duetvokalen på North West Apartment blev helt overskygget af Bridwells klare lyse vokal, således at den samlede vokal fremstod som en enkelt vedvarende tone, frem for den harmoniske oplevelse, man får på pladen. Jeg kløede mig grundigt i mit medbragte skæg over alle disse omstændigheder, og overvejede om det på en eller anden måde var planlagt. Var der tale om nye arrangementer af de eksisterende numre, og var det bare mig, som ikke havde forstået konceptet? Ben Bridwell afbrød mine tanker for at sige hurra for Figurines, som han havde på repeat, sidst bandet var i Europa. Du ved, dengang halvdelen af bandet ikke var med i bandet endnu.

Længe ventet forløsning

I den sidste halvdel af koncerten, encore inkluderet, var der så få svinkeærinder, at jeg kun kan rose Band of Horses. Lyden fungerede langt om længe, og Bridwell synger jo guddommeligt 98% af tiden. Older med Ryan Monroe på frontvokal var et højdepunkt, og det samme gælder No One's Gonna Love You og Funeral. Jeg undersøgte også lydforholdene i resten af salen, og kom frem til at den primært var ad helvede til på de øverste terasser. Konklusion: Falconer Salen var nok lige et nummer for stor. Til koncerten i Vega i 2008 var lyden helt klart bedre.

Ekstranumrene startede med den smukke Evening Kitchen, som var endnu et højdepunkt. Under Detlef Schlempf hoppede Bridwell i pitten og proklamerede, at han ville blive der resten af koncerten. Han kom dog frem til afslutningsnummeret, som var et cover af Them Two's Am I a Good Man. På dette sidste nummer oplevede vi paradoksalt nok det band, jeg gerne havde set fra starten: Løsslupne, selvsikre, fulde af overskud og energi, klar til at erobre publikum. Men da var det ca. halvanden time for sent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA