Hjaltalín: Háskólabíó w/ Iceland Symphony Orchestra, Reykavik

Hjaltalín, Háskólabíó w/ Iceland Symphony Orchestra, Reykavik

Hjaltalín: Háskólabíó w/ Iceland Symphony Orchestra, Reykavik

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Til trods for at den islandske kammerpop-septet egentlig tager sit udgangspunkt i noget så besværligt og tungt som moderne klassisk kompositioner, så har Hjaltalin samtidigt også så bredt appellerende popmelodier, at deres albumsalg på den for tiden ret ydmyge Atlanterhavsø ville gøre deres danske kolleger på den alternative musikscene misundelige. I denne weekend gav Hjaltalin tre koncerter med det islandske symfoniorkester i Reykjavik, samt en udendørskoncert i torsdags for at fejre nationaldagen. GAFFA var til stede for at få en forsmag på deres snarlige danske udgivelse og turné.

Vulkanudbruddet på Eyjaflallajökull, der fuldstændigt isolerede øen og gjorde landet til synonym med flyaflysninger i april og maj måned, er blot det mindste af problemerne i sammenligning med dårligdommene ved det økonomiske kollaps i 2008 og (lad os kalde det) mentale efterskælv, der nu indirekte har medført, at Reykavik har valgt en Jacob Haugaard-agtig komikertype som deres borgmester med løfter om gratis håndklæder og et kokainfrit rådhus inden 2020 (!)

Hjaltalin har med to album og smuk coverversion af en islandsk kult-klassiker af en kærlighedssang "Thu Komst Vid Hjartad I Mer" markeret sig som ét af de mest lovende orkestre for tiden og går i spidsen for øens ungdommelige musikscene, der bliver symbol for at genvinde en form for national stolthed. Det føles som om, enhver ung islænding, du møder på gaden, spiller med i et eller andet mærkeligt orkester.

Dragende harmonisk

Deres tre store koncerter med det islandske symfoniorkester, Sinfóníuhljómsveit Íslands, i denne weekend har været udsolgt i månedsvis. I lighed med at danske Choir Of Young Believers eller oplagte åndsfæller Efterklang har optrådt med klassiske orkestre, så har Hjaltalin arrangeret 16 af deres numre til et fuldt symfoniorkester. Ligesom med "Performing Parades" bliver det optaget til en koncertfilm. Forskellen er blot, at orkestret her er dobbelt så stort. Hjaltalín har med deres andet album, "Terminal", taget endnu i skridt mod kammermusikken, eksemplificeret ved det faktum, at det meste af albummet i forvejen er optaget live med et 35 mand stort ensemble med strygere, percussionister og blæsere. Af samme grund lå det lige til højrebenet at fremføre musikken med et stort orkester fra den plade, som udkom på Island i februar og kommer til Danmark om halvanden måned.

Det er forsanger, guitarist og komponist Högni Egilsson, som står som afsender på størstedelen af Hjaltalins repertoire og arrangementerne til symfoniorkestret. Kontemporær klassisk musik à la Gerard Grisey er mixet sammen med en række andre udtryk. Hjaltalín åbnede med klassiske temaer og den romantisk realistiske "Suitcase Man", men arbejder også med deciderede singer-songwriter-numre som "I Lie", disko og soul på "7 Years", musicaltemaer samt Quincy Joneske versioner af deres 2007-single "Traffic Music". De gennemkomponerede og mere avantgardistiske idéer virkede i særklasse i en organisk kulisse, som kan udtrykke sig i så mange akustiske nuancer og farver som i et symfoniorkester. En hær af percussionister, buldrende pauker, fire kontrabassister, afdæmpede blæsere. Det gør en forskel! Stygerne spiller undertiden blot enkelttoner, glider roligt fra tone til tone, mens samspillet på for eksempel den stolte "Songs For Incidential Music" (oh, hvilken titel?) er flydende rent harmonisk, mens ouverturerne har en dragende polyrytmik.

Søde indtryk

Selve produktionen af koncerten med lys og bandets opsætning på en rund scene midt i det store orkester var lidt minimalistisk og udnytte ikke helt de potentialer, som koncerter af denne størrelse giver. Det tager ganske vist lidt overhånd med de voldsomme skift i stemning, som findes i de fleste Hjaltalin-numre. Til gengæld virkede det meget godt, at violinist Viktor Árnason og fagotspiller Rebekka Bjórnsdóttir virkede som en integreret del af symfoniorkestret, fordi der dermed var en direkte forbindelse mellem band og orkester. Og min sidekammeret kunne slet ikke stå for det søde pigekor, som kom på scenen og sang nummeret "Sweet Impressions".

I koncertens anden halvdel var det særligt Högni Egilsson solosang på "Sonnet For Matt", som var den store oplevelse. Han synger med en behagelig, luftig tenor, men bruger improvisation, skrig, styrke og rummet til at få vokalen til at indgå som avanceret komponent i kompositionerne. Det harmonerer smukt med sangerinden Sigridur Thorlacius høje ditto.

Et meningsfuldt format?

Opsætningen til symfoniorkestret kom tydeligt til sin ret, fordi Hjaltalins nye arrangementer allerede passer til den instrumentale storhed som et symfoniorkester kan præstere. På de bedste 4-5 numre, så er effekten autentisk, indlevende og smuk. Men bandet har til gengæld det store problem, at der ofte er alt for langt fra popmelodierne og til de klassiske inspirationskilder. Det bliver for abrupt, for svært tilgængeligt. Hjaltalin, der netop gerne vil introducere nye lyttere fra begge lejre til nye genrer, mister i momenter grebet om stemningerne.

Derfor var det en god afveksling også at få lov at se Hjaltalin aftenen derpå, da septetten spille et mere poppet og festligt sæt på en udendørsscene foran 1000 tilskuere på et grønt område i Reykavik centrum. Denne koncert inkluderede eksempelvis også "Goodbye July" og "Thu Komst Vid Hjartad I Mér". Faktisk formår de som popband, ligesom på plade, at blande klassisk musik og instrumenter med populærmelodier med en trinløs lethed; deres kammerpop-opætning vil for de fleste være et noget mere letfordøjeligt og meningsfuldt format.

Terminal har dansk release i august. Hjaltalin giver danske koncerter i sensommeren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA