x
Soulfly: Voxhall, Århus

Soulfly, Voxhall, Århus

Soulfly: Voxhall, Århus

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

En almindelig tirsdag aften er det begrænset, hvor mange der forlader sofaen til fordel for Soulflys ondskabsfulde metal-blanding, og det er en skam, for et propfuldt hus gør nu engang heavy-fester meget mere festlige. Voxhall var desværre kun halvfuldt i går aftes, men Cavalera og co. gjorde deres til at fylde resten af salen godt ud.

Den almene mening om Soulfly og deres musikalske stil er, at man ikke må putte dem i genre-kasser, så det skal jeg afholde mig fra, og blot sige, at hvad end man vælger ikke at kalde det, så er det kraftsparkeme noget af en energiudfoldelse, der finder sted, når de går på scenen.

Der startes ud med en dramatisk musikalsk intro, hvortil bandet på beskeden vis indtager scenen. Efter at de har fundet deres instrumenter, lægger de ud med "Blood Fire War Hate", og efterlader ingen tvivl om, at selvom Max Cavalera ser træt ud og har tillagt sig en anseelig ølmave, så er han ikke i nærheden af at være pensionsalderen nær. Den markante, brølende vokal er ikke svundet det mindste, og den holder hele koncerten igennem, kun skæmmet et øjeblik af en forvirret lydmand, der ikke får skruet ordentligt op for mikrofonen i starten af andet nummer. Publikum viser da også behørig respekt for den utroligt kompetente kvartet, med en skov af hornede hilsner.

En lige lovlig afslappet frontmand
Et af metallens vigtigste dekreter er, at det leveres, som var man en eldrevet epileptiker på speed, men Cavalera tror tilsyneladende, at han pludselig er kommet i fronten for et sludge-metalband. Han bevæger sig aldrig mere end en meter væk fra mikrofonen, og løfter kun armene for at få publikum til at klappe med. Heldigvis bliver showet reddet af højoktanske udladninger fra lead-guitaristen Marc Rizzo og trommeslageren Joe Nunez, og et publikum, der gør deres bedste for at holde mosh pitten kørende.

Vi får skæringer fra hele Soulflys bagkatalog, fra den selvbetitlede debut til dette års skive, og det meste hilses med hidsig begejstring. Bandet kommunikerer tilsyneladende telepatisk, og følger hinandens sindsyge temposkift og improviserede soloer uden at falde igennem på noget tidspunkt; her er uden diskussion tale om et band, der kender hinanden og deres materiale og ved, hvordan de skal få alt til at gå op i en højere enhed uden anstrengelser.

Det ses især under numre som "Primitive", "Seek'n'Strike", og medleyet af Soulflys "L.O.T.M." og Panteras giganthit "Walk". Sidstnævnte får mig næsten til at knæle i respekt for disse halvguder, og den eneste sammenhængende tanke, det lykkes mig at formulere, mens jeg bliver blæst bagover af brøl og headbangere er: "Fuck Pantera, det er sådan her, det burde lyde!" Trommerne er grotesk stramme, bassen er direkte kvalmende tung, guitaren sætter nye standarder for begrebet "elegance", og Max tager vokalen til max, og overhaler faktisk Panteras Phil Anselmos, hvilket er noget af en præstation.

Naturligvis er det ikke kun Soulfly, vi får at høre i aften, der skal jo snige sig et par tracks fra Cavaleras fortid i Sepultura ind. Det skal de have tak for, især fordi jeg havde fornøjelsen af at høre det "nye" Sepultura-line up opføre de samme sange ved Royal Metal Fest, og selvom det var godt, så kan man godt høre, hvorfor de fleste fans mindes Cavalera-æraen med nostalgi og længsel. Det er ganske enkelt langt bedre. "Roots Bloody Roots" tager alle med storm, og må kaldes en ærlig crow-pleaser, om nogen sang nogensinde har været det.

Fra storm til orkan
Men storm er ikke nok for Soulfly, vi skal sgu have orkaner, og det får vi med de to sidste numre. Da de første toner af "Jumpdafuckup" ryster salen, kammer alle per automatik over i mosh pit for fuld udblæsning, og når han siger "hop", råber vi "hvor højt?". Aftenen rundes af med "Eye For An Eye" fra debutpladen, og hiver her aftenen op på sit højdepunkt, et sandt helvedes-inferno. Hvis nogen er gået skuffede hjem efter denne maskingeværssalve, så kan det umuligt være Soulflys skyld.

Alt i alt præsterer drengene utrolig godt. Lidt problemer med lyden, og en halvfyldt sal er under ingen omstændigheder nok til at stoppe Soulflys invasion. Det eneste, jeg for alvor savner, er lidt mere nærvær fra Cavalera, så havde aftenen for alvor været perfekt. Derfor kan det kun blive til fem af mine seks stjerner. Den sidste må gemmes til en frontmand, der gider vise, at han ikke er en ordinær folkesanger, men et af moderne metals mest geniale hoveder.

Brølende vokal og hornede hilsner

En almindelig tirsdag aften er det begrænset, hvor mange der forlader sofaen til fordel for Soulflys ondskabsfulde metal-blanding, og det er en skam, for et propfuldt hus gør nu engang heavy-fester meget mere festlige. Voxhall var desværre kun halv-fuldt i går aftes, men Cavalera og co. gjorde deres til, at fylde resten af salen godt ud.

Den almene mening om Soulfly og deres musikalske stil, er at man ikke må putte dem i genre-kasser, så det skal jeg afholde mig fra, og blot sige at hvad end man vælger ikke at kalde det, så er det kraftsparkeme noget af en energiudfoldelse, der finder sted når de går på scenen.

 

Der startes ud med en dramatisk musikalsk intro, hvortil bandet på beskeden vis indtager scenen. Efter de har fundet deres instrumenter, lægger de ud med "Blood Fire War Hate", og efterlader ingen tvivl om, at selvom Max Cavalera ser træt ud og har tillagt sig en anseelig ølmave, så er han ikke i nærheden af at være pensionsalderen nær. Den markante, brølende vokal er ikke svundet det mindste, og den holder hele koncerten igennem, kun skæmmet et øjeblik af en forvirret lydmand, der ikke får skruet ordentligt op for mikrofonen i starten af andet nummer. Publikum viser da også behørig respekt for den utroligt kompetente kvartet, med en skov af hornede hilsner.

 

En lige lovlig afslappet frontmand

Et af metallens vigtigste dekreter, er at det leveres som var man en eldrevet epileptiker på speed, men Cavalera tror tilsyneladende at han pludselig er kommet i fronten for et sludge-metalband. Han bevæger sig aldrig mere end en meter væk fra mikrofonen, og løfter kun armene for at få publikum til at klappe med. Heldigvis bliver showet reddet af højoktanske udladninger fra lead-guitaristen Marc Rizzo og trommeslageren Joe Nunez, og et publikum der gør deres bedste for at holde mosh pitten kørende.

 

Vi får skæringer fra hele Soulflys bagkatalog, fra den selvbetitlede debut til dette års skive, og det meste hilses med hidsig begejstring. Bandet kommunikerer tilsyneladende telepatisk, og følger hinandens sindsyge temposkift og improviserede soloer uden at falde igennem på noget tidspunkt; her er uden diskussion tale om et band, der kender hinanden og deres materiale, og ved hvordan de skal få alt til at gå op i en højere enhed uden anstrengelser.

 

Det ses især under numre som "Primitive", "Seek'n'Strike", og medleyet af Soulflys "L.O.T.M." og Panteras giganthit "Walk". Sidstnævnte får mig næsten til at knæle i respekt for disse halvguder, og den eneste sammenhængende tanke det lykkes mig at formulere, mens jeg bliver blæst bagover af brøl og headbangere er: "Fuck Pantera, det er sådan her det burde lyde!" Trommerne er grotesk stramme, bassen er direkte kvalmende tung, guitaren sætter nye standarder for begrebet "elegance", og Max tager vokalen til max, og overhaler faktisk Panteras Phil Anselmos, hvilket er noget af en præstation.

 

Naturligvis er det ikke kun Soulfly vi får at høre i aften, der skal jo snige sig et par tracks fra Cavaleras fortid i Sepultura ind. Det skal de have tak for, især fordi jeg havde fornøjelsen af at høre det "nye" Sepultura-line up opføre de samme sange ved Royal Metal Fest, og selvom det var godt, så kan man godt høre, hvorfor de fleste fans mindes Cavalera-æraen med nostalgi og længsel. Det er ganske enkelt langt bedre. "Roots Bloody Roots" tager alle med storm, og må kaldes en ærlig crow-pleaser om nogen sang nogensinde har været det.

 

Men storm er ikke nok for Soulfly, vi skal sgu have orkaner, og det får vi med de to sidste numre. Da de første toner af "Jumpdafuckup" ryster salen, kammer alle per automatik over i mosh pit for fuld udblæsning, og når han siger "hop" råber vi "hvor højt?". Aftenen rundes af med "Eye For An Eye" fra debutpladen, og hiver her aftenen op på sit højdepunkt, et sandt helvedes inferno. Hvis nogen er gået skuffede hjem efter denne maskingeværssalve, så kan det umuligt være Soulflys skyld.

 

Alt i alt præsterer drengene utrolig godt. Lidt problemer med lyden, og en halvfyldt sal er under ingen omstændigheder nok til at stoppe Soulflys invasion. Det eneste jeg for alvor savner, er lidt mere nærvær fra Cavalera, så havde aftenen for alvor været perfekt. Derfor kan det kun blive til fem af mine seks stjerner, den sidste må gemmes til en frontmand der gider vise, at han ikke er en ordinær folkesanger, men et af moderne metals mest geniale hoveder.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA