x
Kent: En Plats I Solen

Kent
En Plats I Solen

Kent: En Plats I Solen

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 30.06.2010
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Det er næsten, som var det i går, der var nyt fra Kent, der blot et halvt år efter Röd er klar med 10 sange, der viser svenskerne fra deres til dato mest poppede side. Åbneren Glasäpplen er et velkomponeret nummer med både strygere, synth og akustisk guitar og klarer faktisk at blande Kents lyd fra deres seneste fire album. Der er endnu mere synth på Ismael og Ensam Lång Väg Hem, hvor Kent mere end nogensinde kanaliserer tidlig Depeche Mode, men heldigvis på så kompetent vis, at numrene er blandt albummets bedste. Skisser För Sommaren er også renskuret pop, med fængende melodi og et omkvæd, der nærmest tigger om at blive skrålet med på i sommernatten. Hvis man skal kritisere En Plats I Solen for noget, må det være, at det musikalske udtryk, som albummet skrider frem, er en kende ensidigt. Instrumenteringen på for eksempel Team Building minder simpelthen for meget om numrene, der går forud, og med det kommer en risiko for, at albummets sange flyder noget sammen. Ikke engang det næsten Safri Duo'ske trommebeat på Gamla Ullevi gør nummeret specielt særegent, blandt kompositioner, der hænger så godt sammen, at det ind imellem grænser til det kedelige. Måske et par måneder mere i studiet kunne have løftet disse numre? Fans, der havde satset på, at Kent efter to keyboardtunge album ville vende tilbage til guitarerne, vil blive skuffede, for En Plats I Solen er et guitarmæssigt lavpunkt for Joakim Berg & co. Vi andre kan glæde os over, at et band som Kent stadig har et kreativt drive og mod på at skifte rille og har lavet et virkelig habilt sommerpopalbum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA