x
Iron Maiden: GM Place, Vancouver

Iron Maiden, GM Place, Vancouver

Iron Maiden: GM Place, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Den 16. august udkommer de britiske metalpionerer Iron Maidens nye album "The Final Frontier". Studiealbum nr. 15 siden debuten "Iron Maiden" tilbage i 1980. "The Final Frontier"-touren blev dog allerede skudt i gang d. 9. juni i Dallas, Texas, og er nu nået til den canadiske vestkyst. Torsdag aften var GM Place i Vancouver fyldt til bristepunktet, og forventningerne var store blandt de 20.000 fremmødte. Spørgsmålet var, om aftenens menu stod på greatest hits fra rockmuseet, eller om Steve Harris og co. ville diske op med en ørkenvandring af et sæt bestående udelukkende af numre fra bandets endnu ikke udkomne album – meget lig den koncert, Maiden gav i Gigantium, Aalborg tilbage i 2007 i forbindelse med udgivelsen af "A Matter of Life And Death" (2006).

Ingen plads til nostalgi.
Iron Maiden indtager en 24. plads på VH1's liste over "Greatest Artists of Hard Rock". Stemt ind på en 4. plads på MTV's liste over de 10 bedste Heavy Metal-bands nogensinde. Ligeledes er bandet indehaver af 3. pladsen over Bedste Metal Bands nogensinde på VH1's liste. I 2005 fik bandet deres stjerne på The Hollywood Rock Walk på Hollywood Boulevard.

Fra første fløjt var det dog tydeligt, at der ikke skulle hviles på fortidens priser og laurbær denne aften i Vancouver.

"The Wicker Man" og "Ghost of the Navigator" blev denne aftens åbningsnumre. Begge fra millenniumudgivelsen "Brave New World" (2000). "The Wicker Man" var samme albums første promosingle i Nord Amerika, så det virkede som et oplagt åbningsnummer på denne aftens koncert. Det var Iron Maiden, som Iron Maiden skal lyde. Synkront guitarlir understøttet af Steven Harris galoperende basslines. "Wrath Child" fra 1981's "Killers"- udgivelse blev leveret med lige så stor energi som på den klassiske liveudgivelse "Life After Death" (1985) fra Long Beach Arena, Califonien.

Den næste halve time blev Maidens konceptudgivelse "A Matter of Life and Death" koncertens omdrejningspunkt via "Brighter than A Thousand Suns", "The Reincarnation Of Benjamin Breeg" og "These Colours…". I denne anmelders øjne begyndte Iron Maiden- toget at løbe tør for benzin efter "Seventh Son of A Seventh Son" (1988) udgivelsen – efter "Fear of The Dark" (1992) var toget gået i stå. En lind strøm af greatest hits-udgivelser og live-dvd'er fulgte herefter. I samme periode tog Bruce Dickinson en pause fra bandet. Steven Harris forsøgte at kickstarte Iron Maiden-ekspressen med to anonyme udgivelser med Blazer Bayley bag mikrofonen. Med udgivelsen af "A Matter of Life and Death" var det, som om bandet genfandt den energi og kreativitet, undertegnede havde savnet siden begyndelsen af 90'erne. Ved aftenens koncert stod numrene fra denne udgivelse også stærkere og langt mere up to date, end det valgte materiale fra både "Brave New World" og "Dance of Death" (2003).

Efter at have udgivet et enkelt soloalbum og fungeret som radiovært, forfatter, fægtetræner og pilot vendte Dickinson tilbage til Iron Maiden i 2000, og det virker som om bandet har bestemt sig for, at år 2000 var det nye år 0 for Iron Maiden. Koncertens første halvanden time var udelukkende (udover  "Wrath Child")  numre fra perioden 2000-2010 – mere præcist fra udgivelserne: "Brave New World", "Dance of Death", "A Matter of Life and Death" og (den noget poppede) single, "El Dorado", fra det kommende album, "The Final Frontier". "Blood Brothers" fra "A Brave New World" dedikeres til netop afdøde Ronnie James Dio, som Dickinson kalder sit personlige forbillede.

Ja ja, det er fint, at Maiden ikke bader i nostalgi og udelukkende underholder med greatest hits, men at dømme efter gennemsnitsalderen og de vigende hårgrænser i GM Place denne aften, tror jeg ikke, at der var nogen, der ville have taget dårligt imod et par numre fra bandets storhedstid i 1980'erne.

Smæk for skillingerne
Da Iron Maiden slog over i "Fear of the Dark", ændrede stemningen sig på et øjeblik. Nu startede hovedparten af det, de 20.000 fans var kommet for at høre – the walk down memory lane. Titelsangen fra debutalbummet, "Iron Maiden", blev aftenens sidste nummer, inden Harris og co. forlod scenen.

De vendte dog hurtigt tilbage og efterlod GM Place på kogepunktet med "The Number of the Beast", "Hallowed Be Thy Name" og "Running Free". At Maiden valgte at spille netop "The Number of the Beast", kan der ligge en del symbolsk værdi i: Da udgivelsen "The Number of The Beast" ramte Nordamerika tilbage i 1982, blev bandet af den religiøse, politiske højrefløj stemplet som satanister. Den efterfølgende US-tour, "Beast on The Road", blev mødt med massive boykots flere steder – alligevel solgte udgivelsen platin i USA.

Iron Maiden har solgt 100 millioner enheder til dato, og hverken Steve Harris eller Bruce Dickinson ser ud til at være blevet en dag ældre siden føromtalte optræden i Long Beach Arena; en optræden, der fangede bandet på deres absolutte højdepunkt.

Denne aften leverede bandet varen i Vancouver. Dog kan det undre, at Iron Maiden ikke smider et eller to af 80'ernes hits ind i sættet, når det nu var så tydeligt, hvilken effekt det havde på publikum – tænk hvis hele koncerten kunne have haft det niveau, de sidste 20 minutter havde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA