x
Devendra Banhart: Store Vega, København

Devendra Banhart, Store Vega, København

Devendra Banhart: Store Vega, København

Anmeldt af Lars Siersbæk Nilsson | GAFFA

"Well, I know I was born, I was born / When I slipped out of my mother's womb / And I know it was warm, it was warm / 'Cause I slipped out on a hot afternoon". Således synger Devendra Banhart på "There Was Sun" fra albummet "Rejoicing In The Hands". Og selvfølgelig gjorde han det. Solen, varmen og de latinske inspirationer er allestedsnærværende - også på det seneste udspil "What Will We Be". Spørgsmålet er, om man overhovedet kan forestille sig en Devendra Banhart-koncert i dårligt vejr? Med minusgrader? Jeg ved det ikke. Så lige så usikker jeg er på, om han overhovedet rører sin guitar i regnvejr, lige så glad var jeg for at se solen gå ned over Vesterbro denne sommeraften. Koncerten var flyttet fra Lille til Store Vega, publikum var feststemt og talstærkt. Rammerne var perfekte.

Og Devendra Banhart så fra start ud til at være indstillet på at skabe en fest. Tidligere spillede han folk. Godt nok af den syrede slags med tekster om dansende krabber og deslige, men ikke desto mindre folk. Sådan er det ikke længere. Siden "Cripple Crow" har han strøm til alt det, der nu kan sættes strøm til, og således indledte han også aftenens koncert godt støttet af The Grogs. "Long Haired Child" fra netop "Cripple Crow" var en effektiv showstarter, der blev fulgt op af "Baby" og "Shabop Shalom". Det var fra starten tydeligt, at manden havde husket at pakke hit-guitaren.

Men "Shabop Shalom" demonstrerede også Devendra Banharts største problem. I sig selv er "Shabop Shalom" en vittig pastiche på en jødisk kærlighedssang med et corny arrangement, der låner fra 1950'ernes doo-wop-tradition. Tekstmæssigt er vi også på overdrevet: "Your sweet supple breasts are golden ghettos / Soft statues in stilletos / Two wise men instead of three". Det er alt sammen good and well og som sagt vittigt udført, men ovennævnte er i sig selv staffage nok. Man behøver ikke karikeret intonation og kropssprog oven i hatten. Det rækker.

Ikke desto mindre fortsatte Devendra Banhart i samme spor. Koncertens midterste del var akustisk - årgangs-Banhart om man vil - og det startede lovende med "The Body Breaks" og "Little Yellow Spider", men desværre så man igen sangene disintegrere i påtagede homo-fagter og sjov stemmeføring. Selvfølgelig er det vrøvl at synge om Mr Happy Squid, der bevæger sig så psykedelisk, at han hypnotiserer dyrene i havet, men det er cool vrøvl, der ikke behøver camouflage. Ligesom den dybfølte, pianobårne ballade "I Remember" ikke behøver dilettantisk snøften i mikrofonen, med mindre man virkelig ønsker at punktere, hvad linjer som "Please don't let what was / get in the way of what's next" netop har fremmanet.

Til koncertens sidste del kom The Grogs igen på scenen, og særligt i det otte minutter lange stoner-rock nummer "Sea Horse" så man, hvor godt det kunne fungere, når Devendra Banharts attituder indgik i en meningsfuld sammenhæng. Med veludførte variationer i rytme og intensitet så man en fantastisk rockentertainer med kontrol over sine virkemidler i stedet for en bizart ADHD-præget singer-songwriter med underligt malplacerede mellemlæg om nye og gamle "bitches" i bandet. Og så var der jo højdepunkterne "16th & Valencia, Roxy Music" – endnu en af Devendra Banharts hyppige genreekskursioner – og coverudgaven af Taylor Daynes diskohit "Tell It To My Heart". Man fornemmede ikke nogen udpræget kongenialitet, som når Arab Strap spiller Bonnie Tylers "It's A Heartache", men et sjovt tænkt intermezzo var det.

Mange blandt publikum undrede sig over, hvorfor Devendra Banhart ikke i stedet spillede på Roskilde Festival. Og det ville unægtelig have været som at lade Manowar optræde i Valhalla – en oplagt booking. I hvert fald ville det mere afslappede festivalformat have passet bedre til sangerens attituder. For selvom Devendra Banhart er blevet klippet, og det nye look næppe ville vække opsigt i Nykredit, var hans performance i store dele af koncerten faretruende tæt på gøgl. Men som man kan vælge sin yndlings-Bob Dylan, kan man også vælge sin yndlings-Devendra Banhart. Min, tror jeg nok, er den Os Mutantes inspirerede tropicalia-udgave, og denne Devendra redder med "Carmensita" og de generelt velspillende The Grogs den fjerde stjerne i land. Det blev jo trods alt en fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA