x
Serena-Maneesh: Odeon, Roskilde

Serena-Maneesh, Odeon, Roskilde

Serena-Maneesh: Odeon, Roskilde

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Det mindede undertiden som en stiløvelse med høj intensitet, da Serena Maneesh bragede igennem som det første band på Roskildes Odeon-scene. Nordmændene med Emil og Hilma Nikolaisen i spidsen startede med den instrumentale, psykedeliske og melodifattige "Aysha Abiss", og der skulle gå flere minutter, før let flamboyante Emil Nikolaisen med skiftende pandebånd og læderjakke samlede sin Fender Jaguar op og stemmede i med resten af kvintetten.

Serena Maneesh udgav i marts deres sophomore-album "S-M 2: Abyss In B Minor", men vandt allerede et norsk støjrock-publikum og danske undergrundsmedier med deres første selvbetitlede album fra 2005, hvor Sufjan Stevens og B. Danielson var gæster. Stilen er stærkt inspireret af den traditionelle støjrockscene med noget My Bloody Valentine og Primal Scream med distortionguitarer og højintense, endeløse mønstre - og båret frem af en stærk scenepræsens, som Emil Nikolaisen fik pillet lidt af troværdigheden ud af med for ham atypiske meningsløse kommentarer og opfordring til publikum om at synge fødselsdagssang for søde lillesøster Hilma efter fjerde nummer.

Tommy Akerholdts komplicerede trommespil holdt liv i "Reprobate", der fladede lidt ud til sidst, og derefter gik bandet med den detroniserende og selvdestruktive "Honeyjinx", inden det virkede som om bandet bare tabte pusten med de mere stille melodiske og ligefremme støjnumre. Den ambiente "Don't Come Down" er en lille popperle med shoegazer-agtig effektoverflade, som giver variation til de hårdere numre, men det nummer markerer nogle af de kedelige elementer i bandets værker - og tilsvarende kedelige momenter i koncertoplevelsen. Det stod ikke mål med forventningerne. Hvis det skulle stå mål med min smag, så skulle bandet tale noget mindre og spille noget højere.

Til koncertens sidste to numre fik Serena Maneesh vækket lidt begejstring hos publikum, da kvintetten igen skruede op for intensiteten og lyden, med sjældenheden 2002-nummeret "Drive Me Home The Lonely Nights" fra deres første ep, inden Emil Nikolaisen lukkede koncerten med at svinge rundt med sin guitar i remmen og vælte rundt med forstærkerne på bagscenen på nummeret, der for koncerten meget passende "Blow Your Brains". Da genfandt Serena Maneesh (lidt sent) sit varemærke: guitarlyde, der skærer som motorsave, trommer med pulserende slag som maskingeværer, og endeløse passager, som får publikum til at glemme alt om struktur, start- og slutpunkter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA