x
Paramore : Arena, Roskilde Festival

Paramore , Arena, Roskilde Festival

Paramore : Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Erik Barkman | GAFFA

- PA-RA-MORE, PA-RA-MORE, gjalder brølet fra et fyldt Arena kvart i koncertstart.

Dørene til årets Roskilde Festival er lige gået op, og vi er sultne. Blåt lys på bagsiden af scenetæppet udløser et begejstret "whoo!" En mikrofon burmmer lidt: "Whoo!" Et animeret OBS-indslag løber hen over storskærmen: "Whoo!" 

Paramore er ikke engang gået på scenen, og de har allerede modtaget bifald nok til en hel koncert.

Konferencierne dukker frem bag scenetæppet til kæmpejubel. "Det bliver en varm festival," lover de til øredøvende begejstring. "Pas godt på hinanden", formaner de, og bifaldet vil ingen ende tage. Det her publikum behøver ikke varmes op. Vi er tæt på at fordampe i sommerheden. Lige til at plukke for et ungt, fremstormende emo-pop-orkester med blikfang og hit-appel.

Blikfanget hedder Hayley Williams. En lille pige med rødt hår og en imponerende energi.

Når hun ikke synger - råber, snakker, snerrer - slår hun spastiske spjæt i luften eller slentrer forførende rundt på scenen. Praktisk klædt i hvid Paramore-top og sorte jeans giver hun en performance, der er lige dele indstuderede dance moves og løssluppen headbanging. Hun spytter på scenen. Hun lægger hovedet bagover og sprøjter vand op i luften. Det er ikke til at se, hvor det lander.

I studiet står Paramore for en nøje doseret blanding af pop og rock. Live tangerer de hardcore punk, personificeret i det rødhårede energibundt oppe foran.

Tennessee-bandet pisker diskret, men sikkert sangene rundt i manegen. Professionelt arbejde, det swinger bare ikke rigtigt. De finere nuancer i sangene går tabt. I versene fornemmes Paramores stærke melodier i Hayley Wiliams' aggressive vokal, men i omkvædet drukner de i akkompagnementets kværnende tungrock. Det er ikke til at sige, om Williams har svært ved at synge, mens hun springer omkring, eller om hendes vokal bare er mikset for langt ned. Den er svær at høre, så meget er sikkert.

Til gengæld synger de unge piger oppe foran scenen entusiastisk med. De kender sangene så godt, at de selv kan levere de nuancer, der mangler. Hayley Williams og hendes drenge er mødt op, og det er stort i sig selv.

Som en musikalsk oplevelse betragtet er koncerten ikke den store succes. For meget fokus på energi og for lidt på melodi. Taktikken klæder ikke Paramores musik, men hvor bandet fejler, leverer publikum varen. Vi elsker at høre os selv og hinanden synge, huje og klappe. Musikken tjener som en anledning til at fejre al den larm, et fyldt Arena-telt kan lave. Og det er meget. "Det lyder godt," forsikrer Williams uden den helt store overbevisning i stemmen.

Ganske sigende kommer koncertens højdepunkt, da Paramore under sætlistens sidste sang - Misery Business - hiver en publikummer op på scenen. Williams spørger til hendes navn: "Sine," svarer hun. Hendes vokal kan vi heller ikke høre, men hun hopper og headbanger som en professionel, selvom hun helt tydeligt er nervøs. 

- SI-NE, SI-NE, runger brølet fra et imponeret Arena, da koncerten er slut.

Vi glemmer næsten at sende Paramore fra scenen, og da vi lidt senere defilerer ud i aftenens støvede sollys, er det stadig Sine, vi snakker om.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA