x
Céu: Cosmopol, Roskilde Festival

Céu, Cosmopol, Roskilde Festival

Céu: Cosmopol, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Céu er en sangerinde fra Sao Paulo i Brasilien, hvilket normalt står for innovativ urban musik, som både trækker på inspiration fra brasiliansk musiks gyldne æra - det der kaldes MPB - og medtager elektronikaens landevindinger. Sådan har det for alvor været siden mesterproduceren Suba slog sine folder i byen og legede med folk som Joao Parahyba fra Trio Mocótó. Men med Céu har musikken foretaget endnu et kvantespring, som har fremkaldt de store roser blandt kritikere og givet topplacering på det amerikanske brancheblad Billboards liste for verdensmusik. Der var derfor med rette store forventninger til Céus koncert på Cosmopol.

Og vi blev ikke skuffet. Med det samme var lyden tung og kantet og signalerede 1970'er-fusion, mens Céu nærmest på stedet fremkaldte en vibe, der mindede meget om Brasiliens store afdøde legende Elis Regina. Opbygningen udviklede sig nærmest som store fragmentariske byggeklodser, som rykkede og rokkede mod hinanden og skabte et space af dyb dub. En suggesterende psykedelisk rejse, som omgående passede som hånd i handske til Céus rå og jazzede attitude. Og det var bare begyndelsen.

Man blev fodret med lækkerbidskener på stribe, som vi rejste ind i den mest funky gang bossa-reggae, hvor synkoperede akkorder og trommeslagerens kantslag åbnede hypnotiske døre, der hele tiden havde de kropslige hooklines som skubbede, asede og masede og rykkede op med rode, mens Céus blå stemme fungerede som guide, som i versionen af Bob Marleys Concrete Jungle, som her blev genopfundet og fornyet.

Hele tiden blev der lagt nye lag på. De karakteriske dobbeltslag på claves signalerede afrobeat, og Céu ville danse kantet og sexet, mens hendes sang trak spor og hele teltet vuggede med med drømmende øjne. For denne her koncert var ved at have den helt eventyrlige afhængighedsskabende kvalitet, og folk grinede af lykke og dansede stedse dybere med lukkede øjne. Mens musikken blev afleveret skødesløst, henkastet og koncerten voksede og voksede.

Jeg var dyb fan af Suba, men her ti år og en sjat senere leverer dette band en bund og fremdrift tilsat humor, og da de til sidst gav os en rendyrket hilsen til Tony Allen, der samtidig var deres eget helt autentiske take på afrobeat, kunne det ikke bliver meget bedre. Så gik de ud, men vi ville ikke give slip. Og minsandten et ekstranummer og vi dansede lykkeligt en sidste gang.

Hamrende godt set af Roskilde. Og et startskud til en fest på Cosmopol, som vil noget, når vi fortsætter i morgen.

Céu viste i den grad vejen. Nyskabende og aldeles forførende brasiliansk drømmerejse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA