x
Porcupine Tree : Arena, Roskilde Festival

Porcupine Tree , Arena, Roskilde Festival

Porcupine Tree : Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Det britiske kultband Porcupine Tree er om noget lig med multimusikeren Steven Wilson. Men omkring sig har han en række fremragende musikere. Det blev der sat en tyk streg under på Arena, da Porcupine Tree spillede på Roskilde for første gang i bandets over 20-årige karriere. Og det på tide, må man mene.

Med sidste års "The Incident" fik Porcupine Tree musik og udtryk til at smelte uforligneligt sammen som en helstøbt helhed. Albummets blændende favntag på den progressive rock byggede bro mellem små korte introer, der igen byggede op til klimaks på hovednumrene. Aftenens koncert var med rette centreret omkring størstedelen af det album.

De hårdtslående introriffs til "Occam's Razor" står knivskarpt, hvorefter et drone-agtigt lydbillede slår over i "The Blind House", der skifter mellem det luftige og den tunge lyd, hvor smuk korsang pynter på helheden. Wilson formår tilmed at skifte instrument hele tre gange i løbet af nummeret. Det siger ikke så lidt om hans perfektionisme. Hos Porcupine Tree er intet tilfældigt. Der bygges videre over i "Great Expectations" og "Kneel & Disconnect", hvor Gavin Harrisons cirklende trommer er det centrale bindeled. Gennem hele koncerten viser han format og sammen med Colin Edwins stramme bashooks er bandets rytmesektion sikret en plads i rockhistoriens bøger. Dog dundrer bassen indimellem lidt for meget på grund af for høj volumen.

Porcupine Tree har opbygget sig et ry for at begå sig ekvilibristisk uden for studiets fire vægge, men samtidig bevare intimiteten i udformningen af sangene. "Russia On Ice" og det over 11 minutter lange mesterstykke "Time Flies" blandede prog- og fussionsrock, hvor Steven Wilson satte sine aftryk med forskønnende guitarmalerier, for derefter at slå over i tonstunge attacks fra den sekstrengede. Trods den intense indpisken fra Wilsons side fulgte banden ham ud i de yderste kringlede kroge på "Octane Twisted" og "Bonnie The Cat". Hele koncerten igennem var bagvæggen beklædt med heftige dias, hvor underlige menneskeskabninger lod sig besegle af deres skæbner. Ekstranummeret "Blackest Eyes" med det iørefaldende ørehængeromkvæd sluttede en seance, hvor Porcupine Tree i overlegen stil viste vejen i bredformat uden at ryste på hånden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA