x
Viktoria Tolstoy: Jazzhus Montmartre, København

Viktoria Tolstoy, Jazzhus Montmartre, København

Viktoria Tolstoy: Jazzhus Montmartre, København

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Det første, man sædvanligvis hører om Viktoria Tolstoy, er, at hun er oldebarn af den store russiske forfatter Tolstoy. Det næste, man som regel får at vide, er, at hun er et af Sveriges største vokaljazztalenter nogensinde. De to oplysninger, i nævnte rækkefølge, fremgik da også af Montmartres koncertprogram – forud for hendes optræden i København. Af programmet fremgik i øvrigt, at hun ville optræde med sin trio – Jakob Karlzon på klaver, Matthias Svensson på bas og Rasmus Kihlberg på trommer.

Men… hvad man ikke kunne læse af programmet var, at hun på denne tredje aften af tre i Montmartre ville optræde med en gæstemusiker på scenen: Guitaristen Krister Jonsson. Han – af alle – var så markant til stede på scenen, at han nær ved og næsten tog fokus fra alle andre. Dét var for så vidt ikke hans skyld. De andre musikere – især Jakob Karlzon – kunne nemlig med fordel spørge sig selv, hvorfor Jonsson fyldte så meget? Om det var fordi Tolstoy og trio selv fyldte for lidt?

Undertegnede husker i hvert fald ikke nogen sinde at have været til en triojazzkoncert (med eller uden gæsteoptrædende), hvor eksempelvis pianisten fyldte så lidt. At pianisten og trioen – og i lange passager sågar sangerinden – udgjorde så vag en del af det samlede lydbillede skyldtes ganske vist, at lydniveauerne ikke var afstemt ordentligt, men det skyldtes også, at Jonsson hos Tolstoy og trio rent kunstnerisk aftvang så megen respekt og med sin åbenlyse humor tiltrak sig så megen opmærksomhed, at de tillod sig selv at falde i baggrunden. Og dét skabte en generel ubalance i koncerten.

Af samme grund blev flere numre lidt noget rod. Det gjaldt for eksempel versioneringen af Michael Jacksons "I Can't Help It" eller "Te amo Corazon", som Prince udødeliggjorde. Bedst fungerede musikken, når udtrykket var forenklet som i Tolstoys eget nummer, "You Can't Go Home Again", over Tchaikovkys musik eller i hendes tribute til afdøde Esbjörn Svensson i dennes eget nummer "Love Is Real". Begge disse ballader gav en ro. Og god plads til den vokal, som trods alt var aftenens hovedattraktion. Tolstoy leverede i det hele taget bedst, når sætlisterne bød på stilfærdige ballader eller blålige bluesnumre. For så fornemmede man, hvorfor Tolstoy kaldes et af Sveriges største vokaljazztalenter. Talentfuld, decideret god, ukrukket og uforstilt var hun. Oprigtigt glad for engagementet på Montmartre og mødet med det københavnske publikum, som næsten trodsede naturlovene ved at tåle et unaturligt tæt besat gulv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA