x
Baron Criminel og Kristian Leth: Cosmopol, Roskilde Festival

Baron Criminel og Kristian Leth, Cosmopol, Roskilde Festival

Baron Criminel og Kristian Leth: Cosmopol, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der var godt nok gang i den her over middag på Cosmopolscenen. Teknobeatet ramte uden kompromis, og foran var Kristian Leth assisteret af den danske jazz' store trommemester og showmand, Kresten Osgood, der og i denne version diverterede med vanvidssaxofon og corny keyboards, mens den ene hånd i luften ustyrligt gav den som selvbestaltet sprechstallmeister. Et menneskeligt pulserende og levende spark i røven til øjeblikkets fest. Så langt, så godt.

Baron Criminel er Kristian Leths ydmyge svar på alle de mange besøg nede i åndetemplet i Jacmel, den by som indtil jordskælvet var hjemsted for farens, altså Jørgen Leths, hus. Her ville Kristian stifte bekendskab med de lokale loa'er, og han ville have et specielt forhold til Baron Criminel, en ånd i det hinsides, representeret ved farverne sort, rød og hvid. Men projektets præmis har hele tiden været, at det ikke skulle være et etnisk forsøg, men mere en københavnerdrengs tilgang, guidet af de farverige indre oplevelser. Og det var det så på denne koncert, der så vidt vides nærmest havde karakter af debutkoncert.

Publikum var også med og helt oppe at støde. Musikken læste GAFFAs udsendte dog som meget lidt grænsesøgende og konservativ Goa-trance, og derfor blev der ikke for alvor taget chancer, og de etniske indslag og chants blev langt hen ad vejen ved de rene gimmicks. Her savnede jeg personligt, at bandet havde vovet at spille rundt om beatet i stedet for at smadre storetrommebeatets anmassende pulsslag lige i mellemgulvet på os. Men igen, smag og behag.

Intentionerne var der dog, og det er jo altid befriende, når der en en, der strækker festen ud over de få minutter og åbner op for, at trancen kan sætte sig. Og på den måde var det både talentfuldt og lovende for fremtiden at høre et band, som gav sig hen i legen og i den grad overgav sig til beatet og søgte at formidle, hvad Leth selv betegnede som "mad voodoo-energi". Og her samtidig løftede låget for, hvad det kan blive til med en sample direkte fra ceremonien på den caraibiske ø. Det lovede særdeles spændende for fremtiden.

Så en fed og glad fest, som lover godt for det videre forløb.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA