x
Staff Benda Bilili: Cosmopol, Roskilde Festival

Staff Benda Bilili, Cosmopol, Roskilde Festival

Staff Benda Bilili: Cosmopol, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Staff Benda Billili har den tvivlsomme ære at være noget af det mest hypede verdensmusik siden Buena Vista Social Club. Man snakker i branchen om at have "pakken", altså kombinationen af musik, udtryk og en god og finurlig historie. Og det sidste er der til overmål i historien om de handikappede musikere fra den zoologiske have i Congos hovedstad, Kinshasa. Som klart har et beat, der synes konstrueret med stærke reminisencer til soukous-musikken, som hærgede i kølvandet på den store og banebrydende sanger, Franko. Her ville vi se en stribe af store sangere, hvor af undertegnedes favoritter var folk som Tabu Ley Rochereau, Mose Fan Fan og Pepe Kalle, for nu at nævne nogle. Fælles for dem var gyldne stemmer, rappe kor, som sad uafrysteligt og rapt, og flyvende guitarlinjer tilsat et uimodståeligt beat, som i den grad spredte sig fra hjemlandet og til dansegulve i først og fremmest Paris og Bruxelles.

Staff Benda Bililli er desværre en bleg afart af ovenstående. De har bragt os ind i det nye årtusinde med et sine steder uimodståeligt chase, tilsat et beat, som konstant stiger i tempo, og det kører virkeligt godt, når det tilsættes rimeligt kompetente kor og rap-lignende kommentarer på kryds og tværs. Så er de ret fede, og så kan man tale om en stil, som er deres særkende.

Desværre har de også momenter, hvor de synes, at tempoet skal ned og der skal diverteres med en ballade. Og på denne aften, foran et halvfyldt telt af glade dansende mennesker, valgte de at synge pibende falsk, så valget var på alle måder et rædselsfuldt et. Men snart kom beatet op igen, og så kunne vi fortsætte festen til det vestlige beat, som signalerede tekno og den saftigt drivende bas, i øvrigt udført af en af to medlemmer, som ikke var besværet af handikap.

Jeg forudser, at Staff Benda Bililli ender som en døgnflue, hvis de fortsat ikke får de vokale indsatser derop, hvor det for alvor vil noget i en afrikansk virkelighed, hvor vi forventer sangere på topniveau. Til gengæld har de et drivende beat, som i stil med mango eller merengue har noget, der er værd at bygge på. Men det var langt fra nok til for alvor at overbevise på denne aften.

Skuffende, om end med gode øjeblikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA