x
The Blue Van og Nibe Festival 2010: Nibe Festival, Rocktown

The Blue Van og Nibe Festival 2010, Nibe Festival, Rocktown

The Blue Van og Nibe Festival 2010: Nibe Festival, Rocktown

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

Det er lidt sjovt at studere The Blue Vans turnéplan: Om torsdagen spiller Brønderslev-bandet i Paris, lørdag på Harboøre Tange og samme mandag i London. Bandet har virkelig, som konferencier i Rocktown Peter Boesen sagde, levet rockdrømmen ud, og det skulle jeg hilse at sige ikke går stille for sig.

The Blue Vans sang "There Goes My love" blev i foråret valgt af Apple som reklame for den højtprofilerede nye iPad, men herhjemme har The Blue Van stadig det store publikum til gode. Således var Rocktown også kun knapt halvfyldt trods hjemmebanefordelen. Det kan dog også skyldes det ekstremt høje lydniveau, der gav både Nephew og Magtens Korridorer baghjul. Alle i flere hundrede meters afstand kunne med sikkerhed høre hver en tone, der blev spillet i det lille telt.

The Blue Van spiller ukompliceret guitarbaseret rock og rul med en kendetegnende 60'er-lyd. Simpel, men hamrende effektiv, energisk og charmerende. Der spilles i bedste forstand, som gjaldt det liv eller død, og vi mindes på dejlig vis om, at ægte rock og ruls grundstamme består af rå energi og fest. Vi fik på herlig vis oplivet gamle sportsgrene som højdehop fra forstærker og væltning af Hammondorgel under solo, men også flere af rockens oftere brugte klichéer blev støvet af og genbrugt, og man skulle være lavet af sten for ikke at blive smittet af bandets helt enestående spilleglæde.

Vi fik sange fra Blue Vans tre plader og sange, der med forsanger Steffen Westmarks ord var "så friske og ferske, at næsten ikke er til at forstå". Bandet tager i det hele taget ikke sig selv så højtideligt, men bruger energien på at få rocken ud over rampen og spiller ganske enkelt hamrende godt.

Jeg håber, at The Blue Van efterhånden må tilkæmpe sig et større publikum i Danmark også, for det har de fortjent. Check dem selv ud i løbet af sommeren, men husk for Guds skyld (og din egen) ørepropper!

The Blue Vans tourplan


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA