x
Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou: Cosmopol, Roskilde Festival

Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou, Cosmopol, Roskilde Festival

Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou: Cosmopol, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er tale om et af de store og glemte bigbands fra Afrika, som over de sidste par år er kommet til ære og værdighed. Geografisk taler vi det lille land, der for tiden hedder Benin, men som også har heddet Dahomey. Vi er altså lige på kanten af guldkysten med grænse op af Nigeria, i landet som også har præsenteret Anjelique Kidjo. Og hvor kulturer som yoruba har stået fadder til noget af det fedeste musik i lande som Cuba og Brasilien, af den sørgelige årsag, at rigtigt mange slaver blev udskibet til den nye verden fra det område.

Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou, altså fra byen Cotonou, havde sin storhedstid for 30-40 år siden, og de har været stort set glemt, mens vi har været fokuseret på afrobeat og highlife fra nabolande som Nigeria og Ghana. Og det er synd, for dette prægtige orkester har elementer fra begge disse stilarter, samt selvfølgelig et kraftigt skud són, og øser lidt af samme kilde, som siden er blevet fejret af bigbands som Africando, som mesterproduceren og kenderen tydeligvis stiftede sammen med Boncana Maiga med orkestre som det, vi endelig oplevede på Cosmopol, på nethinden.

Det var et stort band, der samledes på scenen i herlige gammeldags scenekostumer, hvor der i front stod 2-3 sangere, og der ud over standarden var en sindssygt spændende perkussionist og en herlig blæsersektion til at levere den blødt æggende klang og de fede sange. Man befandt sig omgående i en afrikansk natklub, i en tidslomme, hvor der var særdeles rart at være, ligesom alt var uhyre velspillet. Ja, faktisk underspillet og beskedent i udtrykket, med en rullende stil, som mindede meget om congolesisk musik før Franko, hvor rumbaen blødt dansede afsted. Og trods det sene tidspunkt var vi snart mange, der stod helt oppe med forklarede udtryk i ansigterne, eller i dyb indre nydelse stod og dansede, mens daggryet bankede på udenfor teltet.

Fed nostalgi, og der skal herfra udgå en opfordring til at dykke ned i de mange nye plader med bandet, der dykker ned i et orkester, der forståeligt i hjemlandet er totalt kult.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA