
Miley Cyrus
Can't Be Tamed
Miley Cyrus: Can't Be Tamed
GAFFA
Album / Hollywood Records
Udgivelse D. 23.06.2010
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding
Miley "Hannah Montana" Cyrus har siden albummet Meet Miley Cyrus arbejdet på at skabe et klart skel mellem Disney-figuren og sangerinden. Og mens det var et delvist succesfyldt projekt på seneste udgivelse The Times of Our Lives, som matchede både hendes egen alder og hendes målgruppes, så er Can't Be Tamed et skridt i den forkerte retning. Det er næsten pinligt forudsigeligt, at Miley nu prøver at trække den rå, sexede kant frem af Hello Kitty-tasken - for hvad ville være mere fremmende for en tydelig markering af forskellen på Hannah og Miley? Desværre er Miley langtfra overbevisende som det utæmmede sexede pigebarn. Ud over titelnummeret, som musikalsk går Britney Spears i bedene og er cirka lige så "untamed" som første linje "For those who don't know me, I can get a bit crazy", er det et album fyldt med søde kærlighedssange (med masser af vocoder) - hvor det umiddelbart malplacerede cover af Poison-hittet Every Rose Has Its Thorn faktisk passer ganske glimrende ind. Miley er paradoksalt nok mere troværdig som det troende, tutte-nuttede Hannah Montana-væsen end utæmmet sexkilling.