x
Shantel & Bucovina Club Orkestar: Arena, Roskilde Festival

Shantel & Bucovina Club Orkestar, Arena, Roskilde Festival

Shantel & Bucovina Club Orkestar: Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var helt rigtigt set, at tyske Stefan Hantel (S. Hantel) transformeret til Shantel, var det helt rigtige til at få festen helt op og ringe som sidste band på den største indendørs scene. Her kunne dem, der lige var blevet konverteret til Balkan efter Boban Markovic og søns opvisning, køre festen videre, ligesom alle de, som kom uden forudsætninger, kunne få sigøjnermusikken serveret i en kommerciel form, som ingen forudsætninger krævede. Ligesom Shantel har sådan cirka halvandet hit, som holder og det hele kan bygges op omkring. De hedder "Disko Partizani" og "Citizen Of Planet Paprika".

Modellen for Shantels Balkantrip har tydeligvis været Manu Chao. Og selv om han alle sine kvaliteter til trods ikke er helt oppe på det lille fransk-spanske energibundts niveau, hvad angår evnen til at ryste sange ud af ærmet, så er det ikke desto mindre et slagkraftigt show han har fået sat sammen, som både har prøver på seriøst velspillede roma-forløb, hvor violiner, tuba og trompeterne spiller i om ikke svimlende omdrejninger, som Boban og hans drenge, så effent nok til at det virker og rykker langt ud over rampen. Ligesom de to sangerinder han flankeres af - en lys og en mørk - giver et effektivt udtryk, som er roma-schlager-stil og lidt lyder som Melodigrandprix i en flække på Balkan. Så, klart, mission accomplished!

Shantel er en mesterlig manipulator. Der er det hele: De slivovic-drivende sange, den ikoniske karikatur af trompethelten, en effektiv trækharmonikaspiller og først og fremmest et hold, en bataljon af ligesindede, som i den grad får feltråbet, som vi alle forstår, ud over kanten og ind i hvert et hovede: DISKO DISKO PARTIZANI!!!

Det er Manu Chao Light. Men også en showman med stort talent, som griber øjeblikket og formår at komme langt ud over rampen i et stopfyldt telt, hvor det netop er de simple fagter, som skaber den store fælles suggestion, hvor den sparkende rytme, der siger UM-DA-DA-UM-DA, hele tiden får festen op og op, ligesom der køres gimmicks af med lind hånd, som da han i slutningen sprøjter champagne ud over de forreste rækker og efterfølgende byder på en drink i vandkrus. Jeg har mødt Shantel, og der er intet falsk over udtrykket. Manden er netop så åben, kvik og festende i momentet, som han giver udtryk for.

Så en hammer-sansende oplevelse, som kan blive rigtig god, når der kommer lidt mere musikalsk bid på anretningen, og man ikke skal forfalde til at sætte hittet på to gange, for både at have en effektiv ind- og udgang. Jeg ser gerne Shantel og hans venner samme sted igen ved en anden lejlighed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA