x
Motörhead : Orange Scene, Roskilde Festival

Motörhead , Orange Scene, Roskilde Festival

Motörhead : Orange Scene, Roskilde Festival

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Da Lemmy Kilmister tilbage i 1975 lagde kimen til Motörhead var hans intention at danne verdens mest beskidte band, som ville få din græsplæne til at dø hvis du flyttede ind ved siden af. Så vidt jeg kunne se var der stadig et par græsstrå tilbage på Dyrskuepladsen efter dagens omgang Motörhead på Orange Scene, men trioen gjorde ellers hvad den kunne for at jævne pladsen med jorden. Lemmy er indbegrebet af en levende rock'n'roll-legende, og trods 64 år på bagen kører han stadig med pedalen og volumen i bund fra start til slut. Motörhead er blevet hædret som forløbere for trash- og speedmetal, som navne som Metallica og Slayer har nydt godt af. Selv gør han en dyd ud af at proklamere at der er dømt ren rock'n'roll (hvilket vi fik at vide af flere omgange under bandets koncert) i logisk forlængelse af Gene Vincent og Eddie Cochran. Og Lemmy har ret, det er fuld fed rock'n'roll de tre bedagede herrer leverer, fra første til sidste tone.

11 inkarnationer

Motörhead har været gennem 11 inkarnationer siden starten, men ikke desto mindre var det et særdeles garvet hold som slap inferno løs på scenen. Guitarist Phil Campbell har, som Lemmy udtrykte det, "været med i Motörhead i twenty-fucking-impressive years", og trommeslager Mickey Dee joinede bandet tilbage i 1992. Så det var, ikke overraskende, en meget sammenspillet enhed som fyrede den af i de omkring 70 minutter koncerten varede. Lemmy kom på scenen i karakteristisk cowboyhat og med smøg i kæften, foran sit Marshall stack med påskriften "murder one". Der var styr på lyden fra start og Campbell udfyldte imponerende rollen som ene guitarist, godt bakket op at Lemmys konstante plekterbas, og Mickey Dee var heller ikke i tvivl om hvor trommerne skulle ligge.

Samme skuffe

Om der blev spillet materiale fra 70'erne eller fra Motörizer fra 2008 - Motörhead studiealbum nr. 20 - var sådan set lige meget, Alt stammer fra samme skuffe. Der er heller ikke meget lir undervejs, en enkelt trommesolo og to røgsøjler der skød op umiddelbart før og efter; det var så det sceneshow. Roadierne kom heller ikke på overarbejde, Lemmy beholdt bassen på fra start til slut og Campbell skiftede guitar en enkelt gang undervejs. Der var heller ikke overdreven bevægelse på scenen, men heller ingen arrogance at spore. Der var god plads foran scenen, men det anfægtede tilsyneladende ikke Lemmy & Co. som fik publikum til at råbe og skrige ved et par lejligheder, og så fik bassisten foldet sig ud i bandbule mod alle - det vil sige samtlige - politikere på verdensplan. Budskabet var klart "We are Motörhead - and we play fucking rock'n' roll" og så ellers "fuck the rest". Og det gjorde de godt, men sætlisten afslørede også at ikke alt materiale er af fineste kaliber; dertil er de kompositoriske evner for begrænsede. Det stod ikke mindst klart da signatursangen Ace of Spades blev leveret som første ekstranummer. Her var tale om en klasse som resten af materialet kun glimtvis kom i nærheden af.

Der var ingen variation under solen, "what so ever", hvilket ikke kan undgå at blive noget trættende i længden, men trioen kender deres metier til fingerspidserne og udfører den til perfektion, så trods delvis tomgang undervejs: alligevel fire små stjerner til legenden og hans tro følgesvende. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA