x
Miike Snow : Odeon, Roskilde

Miike Snow , Odeon, Roskilde

Miike Snow : Odeon, Roskilde

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

Der var hård konkurrence om publikumsmængden denne søndag. Miike Snow konkurrerede ikke bare mod længe ventede Prince, der skulle spille tre timer senere, men også mod koryfæer som Kasabian og Pavement. Dog havde - set med de øjne – en god mængde mennesker alligevel valgt at indfinde sig for at se, hvordan den svenske stjerneproducerduo Bloodshy & Avant aka. Christian Karlsson og Pontus Wiinberg ville omsætte deres beviseligt mesterlige evner i et studie til en livekoncert. Hvordan de ville forene sangskriverevner med producerskills, der på debutalbummet fra oktober sidste år resulterede i solskinspoppet lys falset tilsat elektroniske friske popmelodier.

Den amerikanske sanger Andrew Wyatt er trukket ind som sangeren, der skal løfte vokalen, mens den musikalske inspiration til en vis grad trækker på på 80er-keyboardkonstruktioner fra nordmændene A-Ha. Hertil benytter de sig i høj grad af moderne elementer fra housescenen, samt forskelligheder som eksempelvis pianopop tilsat letsoulede Eric Gadd-fraseringer på "Black And Blue" og nedpillet calypso-drumbeat på "Sans Soleil".

Udstyret svigtede
Duoen har tidligere produceret succesfuldt for kunstnere som Madonna, Kylie Minogue og Britney Spears, hvor de blandt andet scorede en Grammy for at have skabt "Toxic". Denne aften på Odeon skulle drengene, der ynder at nørde rundt i perfektionisme for instrumenter, dog opleve at der nærmere var røget toksiske parasitter i udstyret, hvilket skæmmede lyden. Første del af koncerten forløb ellers musikalsk set fint.

Allerede under tredje nummer "Burial" stod det klart, at lyden var for lav. Lydfolkene fik i perioder undervejs rettet op, men det var et problem, der gentog sig. Desuden var vokalen til tider svær at høre. Til tider forsvandt den. Det seks-mands liveensemble byggede ellers udmærket op mod klimaks via "Burial", "A Horse Is Not A Home" og "Silvia", samt "Plastic Jungle" – sidstnævnte med trommeversene, der sender referencer i retning af Muses "Uprising". Herefter var det imidlertid ufatteligt, hvordan gruppen kunne vælge at springe over til den totalt stemningsforladte "Sans Soleil", der slet ikke burde indgå i en live-sætliste. Her blev alt pillet ned og hele det momentum, Miike Snow havde arbejdet på forduftede.

Savnede slagkraft

Det blev så afgjort aldrig deres aften. Og jeg har aldrig før oplevet så mange mennesker udvandre efter det ordinære sæt. Det kunne ses i sammenhæng med en koncert, der på trods af nummeret "Animal", bestod af en skuffende sidste halvdel eller formentlig mere sandsynligt: At folk ville nå at opleve andre kunstnere. Uanset hvad udfoldede det sig næsten som en straf, der gjorde, at konferencieren måtte på scenen og høre om folk overhovedet ville have mere, inden der blev givet et enkelt ekstranummer.

Det kan undre, at vi aldrig fik serveret den glimrende sommerfriske "Song For No One" med den lyse guitaropbygning. Men måske skulle den have været spillet som andet ekstranummer og blev skåret fra i afmagt over publikumsudvandringen?

Gruppen har stadig et temmelig smalt materiale at trække på, da de kun har ét, i øvrigt fint album, bag sig. De har her begået glimrende popnumre som ørehængersinglen "Animal", samt "Sylvia" og "Burial", og det er med den inpiration i baghovedet, de er nødt til at bygge en koncert op. Forløbet er nødt til at være mere slagkraftigt, end vi så denne aften.

Da Andrew Wyatt forlod scenen efter én sang i ekstrasættet, så det ud som om, han måtte tvinge sig selv til vende om, gå tilbage og klappe til publikum. Det så virkelig ud som om, han allerede ærgrede sig over koncerten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA