x
Elvis Costello & The Sugarcanes: Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Elvis Costello & The Sugarcanes, Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Elvis Costello & The Sugarcanes: Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Hans seneste album - Secrets, Profane & Sugarcane - markerede et øjebliks interesse for bluegrass og country. Sangene blev indspillet med et hold af musikere med rødder i traditionen, så der var masser af banjo og violin på albummet, der – netop - tog traditionen alvorligt. Som altid fik den musikalske troldmand alligevel gjort det hele musikalske univers til noget umiskendeligt Elvis Costellosk. Blandt andet i kraft af den karakteristisk upolerede, britiske vokal og de karakteristisk korte, straight-forward numre.

Stilen fra Secrets, Profane & Sugarcane lagde grunden til hans koncert på Copenhagen Jazzfestival. Hvorfor en gammel punkrocker som Elvis Costello og et bluegrassband som hans medbragte så var på Jazzfestivalens program er uklart, men Elvis Costello syntes ikke specielt interesseret i selv at afdække sammenhængen, og dét gjorde hans publikum heller ikke. Flertallet var helt åbenlyst uinteresseret i skelen til genrer og alene interesseret i at høre musikeren, uanset genre. Flertallet var tydeligvis bekendt med hans bagkatalog, og selvsamme flertal godtog hans bluegrassede versioneringer af bagkataloget. Jazzpolitiet var altså enten ikke til stede eller holdt meget lav profil.

Et eller andet sted var det da også totalt lige gyldigt, om der var en sammenhæng mellem Jazzfestivalen og Elvis Costellos bluegrass, for manden leverede: Tog energisk og med største selvfølgelighed, lethed og uhøjtidelig livtag med sit righoldige bagkatalog og skabte med sin kunstneriske nerve og bramfrie facon en fed kontakt til publikum. Og så gik alt op i en højere enhed. På Elvis Costellosk vis. Han fik ganske enkelt punk, rock, blues, country og jazz til at smelte sammen til ét.

Med sig på scenen havde han The Sugarcanes – seks musikere på henholdsvis violin, slideguitar, mandolin, kontrabas, guitar og harmonika. (Bemærk: Ingen på klaver og ingen på trommer). Og så gik det ellers derud ad i åbningsnummeret, Mystery Train, som Costello og Sugarcanes havde lånt fra Elvis Presley. Og fluks videre i hans eget Blame It On Chain (fra 1977-albummet My Aim Is True). Konstellationen leverede indenfor den første halve time excellente bluegrass-versioneringer af numre som New Amsterdam, A Good Year For The Roses og (The Angels Wanna Wear My) Red Shoes. Alle sammen uden mindste tøven. Og enten serveret uden intro eller med en underspillet form for humor, som også forbandt musikeren med sit publikum.

At Elvis Costello gik på scenen med en lettere forkølelses på stemmebåndet, bremsede ham ikke. Han bjæffede bare lidt mellem numrene, fik løbende leveret en ny kop kaffe eller te (?) og fortsatte uanfægtet. I et forrygende samspil med sekstetten.

Med ekstranumre som Alison og Peace, Love And Understanding var en rigtig fed Elvis Costello-aften realiseret, og publikum kunne fyldt op af energi og hurtigt omsættelige sukkerrør trække sig tilbage med et hav af fede sange i eget svælg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA