x
Diana Krall: Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Diana Krall, Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Diana Krall: Tivolis Koncertsal, Copenhagen Jazzfestival

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Om den canadiske sangerinde var kommet til København, fordi hendes mand, Elvis Costello alligevel skulle spille på Jazzfestivalen, eller om han var kommet, fordi hun alligevel skulle spille, står ikke klart. Men begge var de kommet til København, og begge stillede de op i Tivolis Koncertsal. Mandag aften han, tirsdag aften hun. Og klart nok… både festivalen og Tivoli havde en interesse i at skrive parret på plakaten og fordele de to over to dage. Elvis Costello var en joker, for jazzmusiker er han ret beset ikke. Diana Krall derimod er indbegrebet af en jazzvokalist. Men det var hende, der faldt igennem. Og det af flere grunde.

Diana Kralls koncert tirsdag aften var skæmmet af en dårlig lyd, som ikke blev rettet; af en uoplagt sangerinde, som ikke brændte igennem; af et mangel på nærvær, som fra start til slut skabte afstand mellem sangerinde og publikum.

Med sig på scenen havde Diana Krall guitaristen Anthony Wilson, bassisten Robert Hurst og trommeslageren Karriem Riggins. Førstnævnte brændte igennem, men dét gjorde hverken Hurst, Riggins eller Krall. Jo, i momenter. Men ikke gennemgående. At det forholdt sig sådan skyldtes især, at niveauerne var for så forskellige. Guitaren fremstod tydelig, klaveret, bassen og trommerne til tider næsten uhørlige. Og dét var naturligvis et problem. Det var jo pianisten Diana Krall, man var kommet for at høre. At hun var lidt småsløj og ikke sang igennem – ikke smøg sig ind og ud af numrene på samme ubesværede måde, som hun plejer – gjorde bare oplevelsen endnu dårligere. At hun samtidig sad midt på scenen, med siden til publikum og med håret slået ud – og af samme grund nærmest med ansigtet vendt væk fra halvdelen af publikum – gjorde afstanden mellem hende og publikum unødigt stor. Flere gange sad undertegnede og tænkte: Gid koncerten havde været placeret i Jazzhus Montmartre eller Copenhagen Jazzhouse, under mere intime omstændigheder, for så havde man sikkert kunnet opleve hendes kvaliteter. Så havde hun været tvunget til at sidde yderst til venstre på scenen. I Tivolis Koncertsal, hvor hun sad midt på scenen, og lyden var så dårlig, forsvandt hendes kvaliteter i hvert fald. Afstanden mellem Krall og publikum blev i enhver forstand for stor, tirsdag.

En stilfærdige samba som So Nice forsvandt næsten i rummet. Når man endelig hørte klaveret, var det en metallisk lyd, der nåede en i mørket.

Da Diana Krall sluttede den kritisabelt korte koncert med bare ét ekstranummer, Bob Dylans Simple Twist of Fate, var det præcist det samme. Nuancerne forsvandt, og dermed grundlaget for nydelse.

Det eneste nummer, der tilnærmelsesvist kom igennem i en acceptabel form og lyd var versioneringen af Tom Waits' heftige ballade Jockey Full of Bourbon, som tillod alle musikere at fyre den af.

Af mange koncertoplevelser med Diana Krall var denne uden sidestykke den dårligste. Desværre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA