x
Buddy Guy: Amager Bio

Buddy Guy, Amager Bio

Buddy Guy: Amager Bio

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en koncert af de helt sjældne, da bluesmesteren Buddy Guy sammen med sit fede band hjemme fra hans egen bluesbar i Chicago, Legends, spillede på Amager Bio. Stedet er i forvejen et ballroom af dimensioner med et kyndigt og godt publikum, og Buddy Guy fik i den grad vist, at han som 74-årig stadig har alle færdigheder i behold. Stemmen havde som altid en diktion, som var en Muddy Waters værdig, og spillet på Stratocasteren var stadig, så man kunne forstå, hvorfor Buddy Guy har været mentor for så mange af rockens store: Fra Eric Clapton over Jimi Hendrix til Stevie Ray Vaughan.

Allerede fra andet nummer, Willie Dixon-klassikeren Hootchie Kootchie Man, havde vi opskriften, hvor han ville eksplodere med kaskader af toner, distorted helt ud, syngende højt oppe på gribebrættet, hvorefter han ville tage stemningen helt ned og betro os fra dybet af sine machosange. Om den 19-årige pige, som "can't resist" og "Hey little girl, I'm gonna mess with you" og "I'm gonna send ya back to your Mama, Darlin'"som det sig hør og bør, når man er en virilt brovtende bluesmand med en guitar. Det var hamrende sjovt og uformelt, og det kyndige publikum var med i hver en historie og opildnede Buddy Guy til at sige tingene uden omsvøb. Hvorefter han ville kaste sig ud i endnu et svimlende forløb på sin spade.

Helt i hvidt med sin trademark-sixpence på hovedet var det en Buddy Guy i topform, vi mødte på denne aften. Bare det typiske traktement af guitaren, med den twangede diskantede lyd og hammers on-teknikken, viste hvorfor denne mand er regnet som en af klodens ypperste. Der var intet retro her. Ingen ældre stjerne, som rejste rundt som et levende museumsstykke. Nej, Buddy Guy var så god, så ung og så sjov som nogensinde på denne fredag aften.

Jeg kunne rigtigt godt lide hans rundtur med hilsner til de gamle venner, der ikke er her mere, eller til folk som Clapton, der har inspireret ham, eller rettere ikke kunne have gjort helt så meget uden Buddy Guys pionerarbejde på de gamle indspilninger på Chess-plademærket i starten af 1960'erne. Her kom vi jo ikke uden om den afdøde partner, mundharpegeniet Junior Wells, eller en John Lee Hooker, eller en Albert King. Samtlige blev hilst med guitaren af en mester, der kunne alle stilarterne. Ligesom bandet var uforligneligt, specielt andenguitaristen og keyboardspilleren, som demonstrerede noget klaverspil, der ville have været en Dr. John værdig, eller noget herligt perkussivt orgel.

Selvfølgelig kunne Guy ikke nære sig for at tage en tur ned blandt publikum, mens han fyrede guitar af for fuld skrue. Bare højdepunktet på en koncert af de helt sjældne. En lærer og mentor og levende legende, for hvem vi var lykkelige disciple i den tid, seancen varede.

Det var fantastisk. Helt vildt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA