x
Taylor Hawkins & The Coattail Riders: Lille Vega, København

Taylor Hawkins & The Coattail Riders, Lille Vega, København

Taylor Hawkins & The Coattail Riders: Lille Vega, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Lille Vega er alt for stor til aftenens fremmødte publikum af københavnske trommeslagere og Foo Fighters-fans. Desværre. For Foo Fighters' trommeslager Taylor Hawkins med eget band leverer en blændende energisk koncert.  

Allerede kort efter kl. 21 bliver de mest håbefulde lige foran scenen utålmodige. Med langsomme klapsalver forsøger de at trække bandet på scenen. Men det sorte scenetæppe skygger for ethvert tegn på koncertstart - og ude i foyeren er T-shirt-sælgeren stadig igang med at pakke varer ud.

Helt ude på kanten
21.30 går scenetæppet og lige dér, helt ude på scenekanten, sidder Taylor Hawkins klar bag trommerne. Trommesættet er så langt fremme, at de tætteste publikummer kan række ud og nå stortrommen.

Til daglig sidder Taylor Hawkins bag trommerne i Foo Fighters på de største scener, og han er en af de få trommeslagere, der kan bære solorollen. Hans intense spil og højaktive stortromme sparker frydefuldt i nyrerne, mens de karakteristiske lyse lokker danser om ørene på ham, så byger af svedperler flyver i alle retninger, og ingen forfalder til løs snak om fodbold.

"Jeg har ikke arbejdet så hårdt her siden jeg var teenager," forklarer han om sit eget bands tilgang til turnélivet. "Vi spiller 6-7 aftener om ugen, og det er længe siden, jeg har haft så meget fucking fun!"

Sløset som Stones
Da Alanis Morissette fortalte alverden, at "You Oughta Know", piskede Hawkins hende fremad bag trommerne. Bassisten dengang hed Chris Chaney, og det gør han også i Coattail Riders. Ferm, ydmyg, og solid ved Hawkins' side.

For en gangs skyld er guitaristerne placeret ude i siderne. Hawkins er chef og stjernen. Det er ham, det hele handler om. Det er ham, der synger og ham, der taler til (og med) publikum. Humøret er højt, og tonen uhøjtidelig.

Ind imellem fortæller han historier fra turnéen. I Skotland fik han ørerne i maskinen, da han annoncerede, at bandet ville spille et nummer meget sløset - "lige som Rolling Stones." Dén Stones-karakteristik brød skotterne sig ikke om. Nu trækker han i land: "OK så, Rolling Stones er verdens bedste rockband," men så møder han københavnernes buh-råb, og så er den sag afgjort.

Fremadstyrtende energi
Koncerten i aften i Lille Vega giver mindelser om forrige fredag på Roskildes Orange Scene, hvor Hawkins' Foo-kompagnon, Dave Grohl optrådte med Them Crooked Vultures. Også der var trommerne i centrum, højpotente og hele tiden på vej mod nye breaks og synkoperede rytmeskift.

Men på en svedigvarm sommeraften i Lille Vega får vi syn for sagen. Taylor Hawkins and the Coattail Riders er den hårdtslående trommeslagers soloprojekt. Normalt ikke den slags projekter, der påkalder sig stor respekt. Men Hawkins har noget at have det i. Han er en kompetent sanger - særligt i betragtning af, hvordan han mestrer de ikke-kedelige trommer samtidig - han styrer bandet med fast hånd, og numrene er kontante, iørefaldende og smækfyldte med spændende rockrytmik.

I det hele taget stinker Taylor Hawkins af positivt ladet fremadstyrtende glad energi. Numrene har samme ligefremhed som Foo Fighters' musik, og publikum er med og på og glade.

Koret fra Queen
Bandets første album er ifølge Hawkins aldrig blevet udsendt i Europa, men det slår ikke musikfans ud i det nye årstusinde. "Har I det første album?", vil han vide. Der lyder et brøl. "Wow, I er nogle rigtige hardcore fans!"

Hawkins har anerkendt, at bandets seneste album måske lyder som om, han har dyrket sex med sin pladesamling. Der er snerter af bl.a. Thin Lizzys flerstemmige guitarriff, The Whos rabalderrock og Queen. Sidstnævntes Roger Taylor lagde kor på et af de nye numre, og man fornemmer klart den Queen-stemning, Hawkins er gået efter.

Et enkelt Foo Fighters-nummer bliver det også til i aften, "Cold Day In The Sun", men uagtet at det falder i god jord hos publikum, så klinger det alligevel en kende hult, og det bryder energiniveauet på scenen.

Pjaskvåd efter fem kvarter
Alligevel fastholder Hawkins' fandenivoldske trommespil publikums gejst gennem fem kvarter for fuld skrue. Selv de langsomme numre bliver aldrig kedelige, for lige pludselig har Hawkins proppet et powersynkoperet c-stykke ind - og bandet spiller hele vejen tørt, tæt og tight.

Efter to ekstranumre - det sidste med en forlænget jam over et par gamle Rush-riff - forlader Taylor Hawkins scenen storsvedende, pjaskvåd fra top til tå. De kloge få, der havde valgt ham til denne aften, forsvinder selv ud i den lune sommeraften, også en kende svedige af blot at se på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA