x
Marie Carmen Koppel, Benjamin Kopppel og Tivolis Big Band: Plænen, Tivoli, København

Marie Carmen Koppel, Benjamin Kopppel og Tivolis Big Band, Plænen, Tivoli, København

Marie Carmen Koppel, Benjamin Kopppel og Tivolis Big Band: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Intet mindre! Stjernestatus slået fast med syvtommer-mikrofon! Det er normalt ikke min stil at fokusere på frontfiguren, men Marie Carmen Koppel fik sat en kæmpe tyk vokal under, at hun er mere end et talent, hun er en klar lysende stjerne. Jeg har fulgt hende i årevis, men denne aften var hun i en ekstraordinær god form, på trods af at "varmen havde plaget hende hele dagen", sagde hun. På Plænen var selvfølgelig også lillebror Benjamin Koppel, men ham vender jeg tilbage til, da han har fået rigelig med opmærksomhed over årene – og aktuelt i Copenhagen Jazzfestival.

Stjernegod kvinde

Tivolis Big Band -  med Peder Kragerup som dirigent - begyndte med swingklassiskeren "Bill Bailey". Bigband-herrerne føler sig trygge ved jazzswing, det swingede fint, og især en barytonsax-solo af Pelle Fridell imponerede.

Så listede de to søskende ind, og en udgave af soulklassikeren "What's Going On" kom forsigtigt i gang. Det var en lidt usikker start, og bigbandets force er ikke soul/funk, Marie Carmen virkede nervøs, dog ikke Benjamin. Han pustede bare sine godt timede supplerende smagfulde licks derudad. "Nu kommer et af mine yndlingsnumre" fortalte Marie, og så kom hun ud over scenekanten med "Bridge Over Troubled Water". Stjerne-rent, stjerneklart, fuldstændigt overblik over sine fraseringer og aldrig i tvivl om sine kunstneriske virkemidler; højt, lavt, straight, fortolkende, inderligt, diskret, højtblæsende og aldrig aldrig en falsk tone. Bare 29 år, og hun synger som en gammel garvet landsholds-soul-mama for at bruge en fodboldfrase.

Screamin' soul-mama

Nu var Marie Carmen steamin' hot. Havde det været et sort publikum i Harlem, NYC, havde publikum buhet (at buhe er positivt ment i dé kredse – red.), skreget, smidt skoene og råbt "Go mama – gomama!" Men Tivolis små 3000 publikummer VAR med. At næste nummer var evergreenen "Fly Me To The Moon", og at den fik frk. Koppel lidt ud af kurs, betød mindre. For nu var big bandet med og bakkede forrygende op i et nyt og interessant arrangement af Frank Sinatras hit.

"Jeg har kastet big bandet ud i et gospeleksperiment, de skal spille gospel!" sagde Marie. Klogt at at bringe spillet over på hendes hjemmebane. "Everlasting Love" hed sangen, og så tog Marie for alvor fat! Jeg må sige verdensklasse. Hendes erklærede idol er Whitney Houston, og frk. Koppel har intet at stå tilbage for sit idol. Jeg er ægte imponeret og blev væltet bagover at inderligheden, teknikken, ægtheden og det enorme melodiske overskud. Må jeg sige: God is in the house tonite? Hun blev godt assisteret i dette nummer af en grovswingende funky Ole Skipper Moesgaard på el-bas.

Koppel tog den selv

"When I Fall In Love" fik mig til at tænke på en anden sangstjerne: Dee Dee Bridgewater. Flot, Marie! "Just Friends" fortsatte rækken af perler, og Sinatras bravurnummer "Angel Eyes" stoppede ikke triumfen. Benjamin blæste en utrolig solo af på sin altsax, inspireret af Peder Kragerups fascinerende nyfortolkning af den gamle barsang.

Vi skulle soulfunke lidt mere med "Well Alright" – igen ikke big bandets yndlingsgroove, men der kom til gengæld flere stærkere ballader bagefter, og i "Life Is So Good", komponeret af frk. Koppel, spillede Benjamin Koppel en solo af allerhøjeste klasse. Flere uptempo soulnumre fulgte, og jazztrommeslageren, Roger Berg, løb lidt og forcerede funken i dén stilart, men lige meget: Koppel-koblet tog den bare selv.

Der skal 2 til at Kopple

Så til saxman Koppel. Han er efter min mening for længst en stjerne, han er alle vegne, mestrer alle stilarter og spytter gode plader ud, alt imens han er dygtig PR-mand. Senest har han under Copenhagen Jazzfestival meldt ud i Politiken og kritisereret festivalen for at fokusere for meget på de store navne. Herregud, Ben! Du er selv én af dem! Helt fortjent og med rette. Jeg har tidligere på ugen anmeldt altsax-stjernen David Sanborn. Men Benjamin Koppel er bare bedre. Hans tone minder om Sanborn, sådan lyder altsaxer jo, men Benjamin spiller med en langt større rytmisk opfindsomhed, et bedre groove og en overlegen tonal fantasi.

Når jeg så ikke giver seks stjerner, skyldes det nerverne i starten, og at big bandet ikke er helt fortrolig med soul/funk. Da slet ikke trommeslageren i de hurtigere numre. Et par numre var ikke stærke nok kompositorisk, f.eks. Marie Carmen Koppels "Life Is So Good" og en ligegyldig udgave af det fortærskede "What's Going On". Men det ændrer ikke mit generelle indtryk: En stor dansk sangstjerne er sprunget markant ud i fuldt flor. Søskendeparret burde være overrakt en stor buket blomster, præcis som Tivoli altid gjorde i de gamle dage, når store stjerner gæstede Plænen.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA