x
Ghinzu: Mirror Mirror

Ghinzu
Mirror Mirror

Ghinzu: Mirror Mirror

GAFFA

Album / PIAS / VME
Udgivelse D. 28.05.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Ghinzus forsanger kalder sig John Stargasm, og det sidste nummer på Mirror Mirror hedder Interstellar Orgy. Umiddelbart fornemmer man en slags rumfetich, men et opslag på nettet giver andre associationer. Nok om det. Mirror Mirror er tredje udspil fra en belgisk kvintet, der ikke desto mindre stadig lyder som summen af de impulser, der prægede dem i den spæde begyndelse omkring årtusindskiftet. Åbner Cold Love lægger en Radiohead-inspireret melodi oven på et techno rock-groove, der er som snydt ud af næsen på Primal Scream. Opfølger Take It Easy lyder til forveksling som en Strokes-sang. Og Mother Allegras majestætiske sci fi-synths emmer af Air. Så er koordinaterne i Ghinzus musikalske univers nogenlunde på plads, hvis man ser bort fra svinkeærinder som f.eks. den Mike Patton-inspirerede J'Attendrai. Mirror Mirror er et kompetent udspil fra et dygtigt rockband, men også lidt svær at anbefale på bekostning af alle de album, den låner fra. Står de i forvejen hjemme i samlingen, så giv den en chance.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA