x
Kris Kristofferson: Tivolis Koncertsal

Kris Kristofferson, Tivolis Koncertsal

Kris Kristofferson: Tivolis Koncertsal

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

For nogen tid siden sendte den udmærkede klassikerkanal TCM Bill L. Nortons for længst glemte drama Cisco Pike fra 1972 med Kris Kristofferson i en af sine første hovedroller som sympatisk dope-dealer overfor Gene Hackmans moralsk anløbne politimand (!) og flere af sangene fra Kristoffersons just udsendte, anden plade The Silver Tongued Devil and I på lydsiden. Og mens man kan diskutere om filmen, udover at være et ganske charmerende kuriosum, holder i dag, blev man til gengæld mindet om, at sangene i dén grad gør. Det samme bliver der – igen – sat en tyk streg under i aften i Tivolis koncertsal, tredje omgang legenden er i landet siden comebackpladen This Old Road, og denne gang med den fornemme opfølger og logiske forlængelse Closer to the Bone i bagagen.

Forventeligt bliver der dog levnet rigeligt plads til bagkatalogets klassikere, og mens de teknisk set står stærkere i de oprindelige studieindspilninger end i de ofte lovligt rudimentære live-leveringer – hvorfor i alverden Kristofferson har insisteret på ikke at forfine sit guitarspil de sidste fyrre år er en gåde – får de til gengæld en ny patina og tyngde, når de synges med 70 års levet liv og erfaring i stemmen. At sige, at der er gået inflation i Kristoffersons koncerter herhjemme klinger unødigt negativt, men med miniturnéer i landet i både 2007 og '08 må det danske publikum, herunder Deres Udsendte, formodes at have en temmelig klar idé om, hvad der kan forventes af aftenens seance. Og det kan næsten ikke gå galt; bundniveauet er højt, og sangene er af en sådan kvalitet, at der er rigeligt grund til at være tilfreds, når Kristofferson slet og ret leverer dem. Og hvis og når han tilmed har hjertet med, kan det være decideret bevægende. Iaften bliver sådan cirka fifty-fifty – absolut tilfredsstillende med enkelte sublime stunder.

Sortklædt solo

Som berørt har Kris siden sidste udgivet Closer to the Bone, lige som forgængeren skrabet arrangeret med Cash og Rubins American Recordings som oplagt parallel, men denne gang dog med et diskret backingband klædeligt føjet til Kristoffersons egen akustiske guitarakkompagnement. Det er imidlertid desværre ikke tilfældet i aften, live, hvor sangskriveren igen optræder sortkældt solo. Og selvom man dybest set skal være lidt af et utaknemmeligt skarn for at beklage sig, og selvom det forståeligt nok er både mere bekvemt og rentabelt for Kristofferson at rejse rundt som solist, kan man godt tage sig i at ærgre sig en smule over, at han nu tilsyneladende er i byen med "samme" koncert som de sidste to gange. Bevares, ikke fordi de var ringe, der var tværtimod i begge tilfælde tale om respektindgydende opvisninger i fornem sangskrivning, først i blandt andet Viborg, undertegnede med en nøje afmålt dosis bourbon i blodet og andægtigt bænket til en intens lytteoplevelse.

"Jeg har aldrig lyttet så godt efter teksterne til en koncert", sagde min ledsager efterfølgende, og jeg forstod, hvad der mentes. Ved sidste besøg gjorde dele af publikum ved flere af koncerterne i provinsen i en ihærdig indsats for at ødelægge oplevelsen. Det lykkedes heldigvis ikke helt, men ikke desto mindre er det dog i aften en fornøjelse at opleve sangene udfoldet under lidt mindre byfest-i-provinsen-agtige omstændigheder. Jeg kan iøvrigt huske, at en anmelder i forbindelse med mandens sidste koncert her på matriklen beklagede sig over, at Kristofferson ikke garnerede koncerten med flere anekdoter fra karrieren. Og jo, manden har utvivlsomt adskillige underholdende oppe i skjorteærmet, og sandt er det også, at det ville passe godt til det solo-akustiske format. Men strengt taget står sangene – ofte små skæbnefortællinger i sig selv – glimrende alene, og selvom ikke alle leveringerne er lige fokuserede, bliver det aldrig den skødesløse liren sangene af, som kollegaen Willie Nelsons nylige koncert i byen i nogen grad led under.

Helte og hyklere

Vi får historien om Darbys luftkastel om et lykkeligt familieliv, som smuldrer bort simultant med det hus, han har haft så travlt med at bygge, at han har forsømt sin unge kone. Det er blandt andet en allegori over forholdet mellem livet og kunsten, det er Edgar Allan Poes "The Oval Portrait" omplantet til prærien. Og så selvfølgelig populærmusikkens måske bedste skildring af at vakle hjem søndag morgen med resten af en brandert i kroppen og længsel efter at være stenet, fordi der er "something on a Sunday that makes a body feel alone". Og alle de andre; sangene om et på en gang konkret og mytologisk Amerika befolket af lige dele helte og hyklere, profeter og pushere.

Jo, sangene er stadig gode, både det særdeles solide, nyere materiale og klassikerne, som var det i 1970, da debuten udkom, i 2007 og '08. Og de er det, ikke overraskende, stadig i aften i Tivoli, hvor det atter slår en, hvilket privilegium det er at nå at få lov at opleve disse folk – Kristofferson, Dylan, Cohen med flere – i levende live, inden de takker af. Misforstå mig ikke, der er masser af fine, yngre musikere og sangskrivere. Men det her er den gamle skole, kære venner, sidste skiftehold før postmodernismen og they don't make 'em like that anymore, skulle jeg hilse og sige, hvis du skulle spørge fra nogen. Så kom endelig igen, Kris. Og tag gerne vennerne med næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA