x
Stevie Wonder: Parken, København

Stevie Wonder, Parken, København

Stevie Wonder: Parken, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Vi er mange, som har glædet os til fredag d. 16. juli. Os som ikke kom med til den udsolgte koncert i Ålborg for to år siden og dermed risikerede at gå glip af muligheden for at opleve det legendariske soul-geni. Det bliver bare ikke større end Stevie Wonder. Men heldigvis allerede her to år senere velsignede han os med den gode nyhed om endnu en koncert. Prisen på billetterne har unægteligt også skruet forventningerne op og samtidig betydet, at der kun var solgt ca. 20.000 billetter ud af 40.000 mulige. Det er dog stadig et dobbelt så stort publikum som i Ålborg.

 

Forventningerne indfries lige fra start

Selv om koncerten var annonceret til kl. 20, var publikum først på plads til kl. 20.30, og Wonder kom på scenen kl. 20.40. Der var ingen opvarmning. Han kom ind i egen høje person med sin klassiske keytar, hvorpå han spillede en simpel, men, typisk for ham, fængende groovy melodi. Det fortsatte i et stykke tid, mens hele det 13 mand store band kom på plads. To percussionister, trommeslager, bassist, to guitarister, to på horn, to på keys og tre på kor, blandt andet hans ældste datter Aisha Morris.

Da de var på plads stemte de i og startede koncerten med det mindre kendte, men geniale My Eyes Don't Cry. Det var tydeligt, at Wonder var i sit es, da den gamle mand, som i maj rundede de 60, lagde sig på ryggen for at give en solo.

Koncerten fortsatte med Wonders fortolkning af Beatles' We Can Work It Out og As If You Read My Mind.

Wonder gav en hyldest til de mange jazz-musikere, som har gæstet Danmark gennem tiderne i form af et jam over jazzklassikeren Take Five, med ham selv på mundharmonika, hans to hjernedygtige blæsere Ryan Killgore på sax og Dwight Adams på trompet, samt hans faste keyboardspiller Victoria Theodore på klaver. En fryd for de mange jazzfans.

Herefter fortsatte hit-kavalkaden med If You Really Love Me, Nat King Coles When I Fall In Love og dejlige Overjoyed. Publikum var ved at være varmet godt op, og danseskoene blev kridtet til super funky Higher Grounds og bossa-nova-agtige Don't You Worry About A Thing.

På intet tidspunkt sprang Wonder over, hvor gærdet var lavest og gav korte medley-udgaver af sine hits. Vi fik dem alle i lange solide udgaver.

Efter en kort brandtale mod den desværre stadig eksisterende racisme og sociale ulighed i store dele af verden sang Wonder nummeret, som stod citeret på mange af hans merchandising-T-shirts Living For The City. Så kom hyldesten til hans to døtre Isn't She Lovely, som han denne aften dedikerede til alles børn. Og derefter en hyldest til Michael Jackson. En smuk mundharmonika-version af Human Nature.

 

Stort og velplanlagt show

Wonder turnerer med et følge på 103 mand. Det hele var meget stort anlagt, med fantastisk lyd (i hvert fald forrest i Parken, hvor denne anmelder befandt sig), veltilrettelagt lys og video-show og fejlfri præstationer på alle fronter. Med så dygtige musikere på scenen ramte lyden nær ved studie-optagelserne, som vi alle kender, men bare med det ekstra boost en god livelyd giver. Så ud over at være fortryllede af vidunderet på scenen, gav det også sug i maven at opleve den flotte indpakning. Det gav dog ikke meget rum for kontakt med publikum udover lidt syng med sjov.

 

Song Travelling

Turneen hedder Song Travelling Tour og Wonder forklarede os, at det handler om at rejse tilbage i tiden og mindes de stunder, hvor man hørte hans hits, som dækker en periode på 50 år. Som et sjovt indslag fik han med autotune, timestrech eller anden teknisk fikumdik ændret sin stemme, så den lød som dengang, han startede sin karriere som 11-årige Little Stevie Wonder. I denne tilstand sang han så gennembrudshittet fra 63 Fingertips og Uptight fra 66. Han gav os også lige Jac,kson 5-klassikeren I Want You Back, nu hvor han havde barnestemmen.

Så kom nok aftenens højdepunkt, halvanden time inde i koncerten, da han gav os Signed, Sealed, Delivered, Sir Duke og I Wish for fuld udblæsning. Simpelthen mindblowing! Utroligt at han stadig kan synge og spille, som havde han fundet kilden til evig ungdom.

Tempoet blev sat helt ned, da han efterfølgende spillede den smukke ballade Free. Til dette nummer havde han inviteret et dansk kor op på scenen. De gjorde det rigtigt godt under ledelse af Wonders medbragte korleder. Desværre fandt vi aldrig ud af, hvem de var, for han præsenterede dem kun som koret "From here". Publikum var i den grad på nu og sang med på improvisationer over ordet free.

Koncerten forsatte med flere perler såsom My Cherie Amour, You Are The Sunshine Of My Life og den forfærdelige, men uundgåelige I Just Called To Say I Love You. Heldigvis blev den fulgt op af den nakkehårsrejsende funky Superstition. Koncerten sluttede efter to en halv time med Happy Birthday, hvor Wonder opfordrede alle til at optage den på deres mobil og afspille den til deres egen fødselsdag.

Efter at Wonder havde forladt scenen, blev vi spillet ud med en fantastisk percussion- ensemble bestående at nogle super dygtige slagtøjs-musikere fra forskellige dele af verden. Der var intet ekstranummer. 

 

Kunne man forlange mere?

Lyden skulle have været forfærdelig længere tilbage i Parken. Om taget på parken var rullet over af hensyn til akustikken, vides ikke, men det kunne have været rart at opleve Stevie Wonder under åben sommerhimmel. Det er selvfølgelig beklageligt, men jo ikke Wonders skyld.

Afslutningen var ikke helt vellykket, da det virkede, som om vi skulle klappe efter ekstranummer, med blinkende lamper og sådan, inden lyset endelig blev tændt. Det var lidt af et buzz-kill. Man savnede selvfølgelig nogle vigtige numre såsom Do I Do, Lately, As, Ribbon in The Sky, ja find selv på flere, da Wonder ikke kunne nå dem alle. Men man kunne gå derfra med en tilfredshed over at have oplevet et musikfænomen levere mange af sine mesterværker upåklageligt og de mange behagelige gys, det gav. En noget nær perfekt koncertoplevelse og et minde for livet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA